Kulturministeriets forfatterpris til Ottesen

25-06-2009 af Sara Maria Kohnagel
Josefine Ottesen var blandt prismodtagerne, da Kulturministeriets forfatter- og illustratorpris igen blev uddelt
Sankt Hans Aftens dag blev Kulturministeriets forfatter- og illustratorpris for Børne- og ungdomsbøger igen uddelt. Prisen har ligget i dvale de sidste to år på grund af uenigheder om indstillingsproceduren og den blev derfor uddelt med tilbagevirkende kraft. Priserne for 2007 tilfaldt henholdsvis Cecilie Eken for sonetkransen Mørkebarnet og Lars Vegas Nielsen for illustrationerne til Sebastians Monster (med tekst af Martin Glaz Serup).
2008-priserne blev overrakt Josefine Ottesen for ungdomsromanen Golak og Rasmus Breinhøi for illustrationerne til Little Miss Nobody (tekst af Oskar K). Det er anden gang, at Josefine Ottesen modtager Danmarks mest betydningsfulde børnebogspris. Første gang var i 1987 for hendes debutroman Eventyret om Fjeren og Rosen. Josefine Ottesen har benyttet et panel af unge testlæsere til at udvikle Golak og arbejder nu på bind to, som hun regner med er på gaden til efteråret.

Skriv en kommentar