Læseklubber har magt

18-05-2009 af Sabrine Mønsted
For femte år i træk fældede læserne deres dom over en række bøger og uddelte DR’s Romanpris under CPH:LITT.09. I år gik prisen til Sissel-Jo Gazan for bogen Dinosaurens Fjer. Ifølge bibliotekar Michael Linde Larsen har forfattere og forlag fået øjnene op for, hvor vigtige læseklubber er, når deres bøger skal markedsføres.

Læseklubberne på 50 biblioteker landet over har det sidste halve år tygget sig igennem seks romaner blandt andet Helle Helle: Ned til Hundene, Jens Christian Grøndahl: 4 dage i marts og Kirsten Hammann: En dråbe i havet.

Og afgjorde til sidst hvem der skulle have den årlige pris fra læserne.

- Det er unikt, at det ikke er professionelle smagsdommere eller litterater, der uddeler prisen, siger Michael Linde Larsen, der er tovholder på læseklubberne på Odense Central Bibliotek.

I år har der for første gang også været en digital læseklub blandt de 50 klubber, der har været med, og det har været en succes.

- Der har været en heftig elektronisk debat om bøgerne, som man kan følge med i på Litteratursiden.dk. Og det gjorde det muligt for forfatterne at skrive med læserne. Især årets vinder Sissel-Jo Gazan har været rigtig aktiv på siden, siger Michael Linde Larsen.

Han mener dog ikke, at det har haft indflydelse på hendes vinderchancer, men understreger, at hvis forfattere vil sælge bøger i dag, så nytter det ikke at sidde i et elfensbenstårn og lade forlagene om markedsføringen.

- Læseklubber har været overset i nogle år, men forfatterne har indset, at mund til mund-metoden er vigtig markedsføring. I USA har man for eksempel ansat konsulenter til at markedsføre bøger på blogs og i læsekredse, siger Michael Linde Larsen.

DR Romanklubben er et samarbejde mellem Danmarks Radio, Litteratursiden og Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Læs pressemeddelelse http://www.dr.dk/presse/Article.asp?articleID=27291

Se læseklubben på Litteratursiden.dk http://www.litteratursiden.dk/laeseklubber/dr-romanklubben#comment-1581

Kommentarer (1)

18. maj 2009 kl. 22:13
Dette er en test

Skriv en kommentar