Lektørudtalelser udsat for hård kritik

14-12-2009 af Tania Kejser
Lektørudtalelserne er ikke gode nok. Ofte tøver lektørerne med at give hård kritik – og derfor kan det være svært for bibliotekerne at købe rigtigt ind. Det skriver Information i dag.
Illustration: Pernille Mühlbach

Langt de fleste biblioteker baserer i dag deres indkøb på lektørudtalelser. Derfor er det et problem at lektørerne ofte tøver med at kritisere de materialer, de anmelder. Det mener Birger Hjørland, professor på Biblioteksskolen.

- Hvis udtalelserne skal være vejledende, nytter det ikke noget, at de fleste er positive. For at være kritisk kræver det, at man er meget godt fagligt klædt på. Det virker, som om mange springer over, hvor gærdet er lavest,  siger Birger Hjørland til Information,  og erklærer sig i avisen »hyperkritisk« over for lektørudtalelserne.

Bibliotekschef på Haderslev Bibliotek, Per Månson, har været lektør siden 1985. Han skriver tre udtalelser hver uge, og det bliver til næsten 150 om året, primært om skønlitteratur.

- Man er meget påpasselig med at overholde retningslinjerne, for det er træls at støde forfatteren og få forlaget på nakken, siger han, men mener dog ikke, at det styrer arbejdet - hensynet til landets økonomi vejer tungere.

- Men man vejer sine ord på en guldvægt og tænker på at være præcis, siger Per Månson.

Kommentarer (7)

15. december 2009 kl. 10:39
Hvad jeg citeres for
I Information 14 december side 14 står som mellemoverskrift "Der er stor utilfredshed med de lektørudtalelser . . ."
Det mener jeg simpelt hen ikke, der er dækning for i Informations artikel. Der henvises ikke til nogen undersøgelse og der interviewes ikke tilstrækkeligt mange personer til at retfærdiggøre dette udsagn. Information sammenligner to lektørudtalelser med to avisanmeldelser, men vurderinger af samme bog varierer jo også meget mellem forskellige avisanmeldelser og mellem anmeldelser i videnskabelige tidsskrifter.

Da jeg gjorde journalisten Signe Rugholdt Carlsen opmærksom på dette svarede hun at sådanne mellemrubrikker blev lavet af en anden instans på avisen. Da jeg nævnte at jeg gerne ville godkende de artikler, hvori jeg blev citeret nævnte hun at det stred mod journalisternes redaktionelle frihed og der derfor var en regel om at interviewede kun skulle godkende de ytringer, de direkte blev citeret for (der var dog en vis åbenhed overfor at gøre en undtagelse i det næste interview, der fandt sted samme dag).

Om torsdagen (10/12 2009) havde jeg sendt Signe Carlsen fgl. pr. email:
” Gode anmeldelser er guld. De kan få én til at se med helt andre øjne på et værk. Jeg har ofte tænkt, at der bag i hver bog burde være en lomme med udklippede anmeldelser af bogen. Det er naturligvis ikke muligt, men bibliotekerne bør være langt mere aktive med at formidle gode, grundige, kritiske anmeldelser så lånerne får hjælp til at tage kritisk stilling til det, der står i bøgerne. Som med så mange andre ting i verden er der langt flere ligegyldige og ukritiske anmeldelser end der er væsentlige. Jeg tror også det er vigtigt at formidlere som fx bibliotekarer selv arbejder med vurderinger, selv skriver anmeldelser, selv deltager i diskurserne. Er lektørudtalelserne egnede til dette – eller til at give, det, som de officielt skal præstere:
1. en vurdering af anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
2. en beskrivelse af bogen
3. en sammenligning med anden relevant litteratur
4. en vurdering af bogens kvalitet

Jeg tror det ikke. Jeg tror for det første, der er for lidt plads (max 1500 typografiske enheder) til at give en seriøs begrundelse for vurderingerne. For det andet finder jeg det forkert at den bibliotekariske evaluering isoleres og måske på en måde også objektiveres: Vurdering kræver faglig ekspertise i bogens emne og andre former for ekspertise, som bibliotekarernes vurderinger bør være i dialog med, ikke isoleres fra. Det er ufrugtbart hvis de bibliotekarer, der skriver lektørudtalelserne, er i en kultur, der støtter ideologien om at bibliotekarers vurderinger er de bedste og mest relevante fordi de ”kender deres brugere”. Det objektiviserende kommer ind hvis lektørudtalelserne i for høj grad undgår stillingtagen til de væsentlige kvalitetsproblemer og i for høj grad hæfter sig ved formelle egenskaber (er bogen fx velillustreret? Har den register?). Vurdering af kvalitet forudsætter efter min mening, at man skal udvikle en holdning til den bog, man anmelder og turde stå ved den. Hvis man er bange for at skulle stå til regnskab for sine vurderinger, duer det ikke: Så bliver vurderingen intetsigende.
Der har gennem årene været skrevet meget om lektørudtalelserne. Men hvordan kommer vi videre? Jeg synes for det første man skal løse lidt op for at lade andre faggrupper prøve at skrive lektørudtalelser. For det andet skulle man meget gerne udvikle en mere tværfaglig kultur omkring disse vurderinger. For det tredje et aktivt arbejde med at vurdere vurderingerne. Og her kunne Danmarks Biblioteksskole spille en større rolle end vi gør i dag.”
Dette kunne Signe Carlsen ikke bruge, da det var for langt, men ville evt. bruge det i en follow-up. Dette skulel så komme i avisen i dag (jeg har ikke set det). Jeg blev interviewet en time, men da det kom til stykket blev det kun nogle få sætninger, jeg fik til godkendelse.

Konklusion: Det er en lidt svær balance at kommunikere med pressen på denne måde. På den ene side er det vigtigt som forsker at få formidlet sine synspunkter, på den anden side viser dette eksempel at der kan være ret langt mellem det, man siger, og det budskab, der formidles.
15. december 2009 kl. 13:06
2 indlæg (Om kontrol af lektørudtalelserne)
I dag (15/12) kom så det andet indlæg, som jeg foregreb i mit indlæg ovenfor.
Jeg tror ideen kommer fra min ovenfor citerede email, men den er blevet ganske anderledes udformet end hvad jeg lagde op til i mit interview.

Kort sagt handler det alt for meget om kontrol og alt for lidt om forskning. Jeg nævnte i interviewet at vi på biblioteksskolen beskæftiger os med anmeldelser og med kvalitetsvurderinger på en langt mere generel måde. Også avisernes anmeldelser og videnskabelige anmeldelser bør være eller er genstand for forskning (og det er påpeget i forskningslitteraturen at også tidsskriftsanmeldelser generelt er for positive og dermed tandløse).

Der er brug for øget forskningsmæssig fokus på kvalitetsvurderende institutioner og processer, herunder lektørudtalelser. Denne forskning skulle så gerne føre til bedre vurderinger gennem uddannelse, efteruddannelse og øget samarbejde mellem forskning og praksis.

Ordet "kontrol" lægger alt for meget op til at vurderinger af litteratur bør være objektive. Det var netop det, jeg forsøgte at argumentere imod.

Jeg kan iøvrigt nævne at jeg i 1995 redigerede en bog "Faglitteratur: Kvalitet, vurdering og selektion. Grundbog i materialevalg."


15. december 2009 kl. 22:14
Debatten kører nu på mange blogge. Her er Informations:

http://www.information.dk/218405
17. december 2009 kl. 22:20
se også denne blog:

http://www.db.dk/ombiblioteksskolen/nyheder/insight/artikel/default.asp?cid=25093
17. december 2009 kl. 22:20
se også denne blog:

http://www.db.dk/ombiblioteksskolen/nyheder/insight/artikel/default.asp?cid=25093
17. december 2009 kl. 22:20
se også denne blog:

http://www.db.dk/ombiblioteksskolen/nyheder/insight/artikel/default.asp?cid=25093
21. december 2009 kl. 11:24
Det er helt i orden at der kommer røre om lektørudtalelserne. Selv om det måske ikke ligefrem er den bedste måde det er sket på for Birger Hjørlands vedkommende. Jeg har været lektør siden 1996, og der har været meget lidt feedback fra bogverdenens side om de fungerer godt eller dårligt. DBC (og førhen IBC) har selv med jævne mellemrum foretaget "tilfredshedsundersøgelser". De har bl.a. ført til opdelingen af lektørudtalelserne i de fire rubrikker.
Men konstruktiv kritik bør altid være den pisk der smælder over vores (læs: lektørernes) hoveder, så vi ikke luller os ind i selvtilfredshed. Jeg kender mange af lektørerne, og ved at vi gør vores allerbedste for at være vores egne værste kritikere. Men dette kun fordi der ikke er så mange andre. Bemærk at den hjemmeside, Bogmord, som vist nok er ment som et stormløb mod uretfærdige lektørudtalelser, kun har haft den samme klagesag i næsten et år.
Til slut er det vigtigt at pointere at en lektørudtalelse ikke er en boganmeldelse. Det er noget helt unikt. Nogen har sammelignet dem med en varedeklaration. Og det kommer nok tættere på end en egentlig anmeldelse, hvis vi ser på hvad de skal tjene til: Bibliotekarerne skal ved at læse denne "varedeklaration" kunne danne sig et indtryk af om det er noget de (vi) skal anskaffe eller ej.
I den forbindelse tror jeg ikke på Birger Hjørlands forslag om at gøre dem længere. For nogle år siden blev de opgraderet fra 1260 til 1500 tegn. Hvis de bliver meget længere, ændrer udtalelserne også karakter fra at være "varedeklarationer" til at blive egentlige små fyldestgørende afhandlinger. Som nok kan være interessante, men ikke velegnede til deres primære formål.
Men. Det er ikke min beslutning. Begrænsningens kunst er hvad lektører skal være rigtig gode til. Men vi kan også skrive syv lange og syv brede. Som dette indlæg.
God jul, og godt nytår.

Skriv en kommentar