Litteratursiden.dk med læserpris - og på tryk

04-06-2009 af Henrik Hermann

For nylig blev Litteratursiden.dk kåret til Årets Bibliotek, og på BogForum uddeler Litteratursiden i år en pris til den læser, der er bedst til at formidle og inspirere andre.

Det er ikke kun forfattere og fagfolk, som skal modtage fine priser. Litteratursiden.dk vil i år give en pris til årets bedste læser.

- Hensigten med prisen er at kaste et nyt lys over selve læseoplevelsen og den inspiration, som går fra læser til læser, fortæller chefredaktør af Litteratursiden.dk Lise Vandborg i en pressemeddelelse.

Kriteriet for at vinde er, at man skal være blændende til at fortælle andre om sine læseoplevelser med en bog, så god, at andre straks kaster sig over den samme bog.

Det bliver websitetes brugere, der skal bestemme, hvem, der skal modtage prisen ved at nominere kandidaterne og stemme på deres favoritter.

Prisen skal uddeles på BogForum 13. november, og den er på 20.000 kr.

I et interview med Lise Vandborg, som Bibliotekspressen bringer i et kommende nummer, fortæller hun blandt andet, at der også er planer om at udgive indhold fra Litteratursiden i et nyt, gratis magasin som skal ligge på biblioteker, hos boghandlere og på uddannelsesinstitutioner og cafeer.

Læs mere om prisen

 

Skriv en kommentar