Litteratursiden.dk's nye magasin udsendes sammen med Bibliotekspressen

06-11-2009 af Henrik Hermann
Litteratursider er det ligefremme og logiske navn på Litteratursiden.dk’s første magasin på print, som udkommer i november og bliver lanceret på Bogforum i København. Litteratursider udspringer af Litteratursiden.dk, som er en succeshistorie i det samarbejdende danske biblioteksvæsen, og første nummer distribueres også til alle modtagere af Bibliotekspressen.
Magasinet Litteratursider præsenteres officielt på BogForum fredag den 13. november klokken 17. Redaktør af magasinet og af Litteratursiden.dk er Jane Østgaard, da Lise Vandborg er på barselsorlov. Brugerne af Litteratursiden.dk, heraf rigtig mange bibliotekarer, skriver anmeldelser af bøger og deler viden på sitet.

Litteratursider og Litteratursiden.dk laves i et samarbejde mellem over 80 danske biblioteker i det selskab, der har bibliotekschef i Århus, Knud Schulz som formand. I fjor blev Litteratursiden.dk kåret til årets bedste bibliotek af Danmarks Biblioteksforening.  Bibliotekspressen byder det nye magasin velkommen, og vi har indledt et samarbejde med Litteratursiden.dk og det nye magasin, så første nummer af Littartursider bliver distribueret sammen med Bibliotekspressen nr. 19 til alle medlemmer af Bibliotekarforbundet, ligesom Litteratursider også kommer med ud til vore mange abonnenter og interessenter.

Magasinet vil ligge fremme på alle biblioteker og vil også blive sendt ud til landets boghandlere. Weekendavisens kommentator og litteraturkritiker Klaus Rothstein er gæsteredaktør i det første nummer.
I 2010 er det hensigten, at magasinet skal udkomme to gange.

Skriv en kommentar