Pernille Schaltz i Medierådet

Leder af Københavns Hovedbibliotek Pernille Schaltz er fra 1. maj 2009 indtrådt som medlem af Medierådet for Børn og Unge.

Medierådet for Børn og Unge er nedsat af Kulturministeriet for at aldersmærke film og vejlede forældre om computerspil. Rådet samarbejder også med undervisere, organisationer og myndigheder om at informere og vejlede om børn og unges færden på de digitale medier.

Og netop diskussionen om hvordan børn og unge bruger de digitale medier er noget Pernille Schaltz brænder for og har erfaring med fra biblioteksverdenen.

- Det er et område, hvor det er svært at finde fælles regler, og det er en spændende diskussion, hvordan man som voksen kan tage ansvar og skal agere i forhold til børnenes liv på de nye medier, siger hun og understeger, at det er diskussioner som selvfølgelig allerede er i gang på bibliotekerne, hvor også forældre kommer efter gode råd.

I Medierådet for Børn og Unge sidder ud over Pernille Schaltz blandt andre it- og mediekonsulent på Professionshøjskolen UCC Susanne Gjessing, professor fra Århus Universitet Birgitte Holm Sørensen og adjunkt på Center for Ungdomsforskning Niels Ulrik Sørensen.