Politikere støtter ledelsen på Københavns Hovedbibliotek

06-05-2009 af Sabrine Mønsted
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune står hundrede procent bag ledelsen på Københavns Hovedbibliotek, siger Kulturborgmester Pia Allerslev efter, at bibliotekets brugerpanel har smækket med døren .

Opbakningen fra Kultur- og Fritidsudvalget kommer efter, at brugerpanelet på biblioteket i slutningen af april nedlagde sig selv i protest over ikke at blive inddraget nok i ledelsens beslutninger. I et åbent brev til kulturborgmesteren kaldte panelet ledelsen for udemokratisk og fortidig.   

Kulturborgmesteren tager afstand fra den kritik.

- Brugerpaneler er vigtige, og vi skal lytte og lade os inspirere, men det skal forstå, at det er ledelsens og forvaltningens ansvar at træffe de rigtige beslutninger, siger Pia Allerslev og understeger, at hun synes ledelsen har vist stor vilje til at imødekomme de forslag, der er kommet fra brugerne.

- For eksempel er belysningen i læsesalen ved at blive ændret efter henvendelser fra brugerne, siger hun.

Rigtig udvikling
Hun mener, at det er den helt rigtige udvikling som Københavns Hovedbibliotek er i gang med. 

- Det er helt i tråd med den måde, udvalget og jeg vil udvikle biblioteket på, siger hun.
 
- Ledelsen har vist, at den tør tænke nye tanker. Det er nødvendigt, for biblioteket skal kunne meget mere end at låne bøger ud for at fastholde brugerne, siger hun.
 
Kulturborgmesteren håber, at et nyt brugerpanel vil blive mere bredt sammensat.

- Det er vigtigt, at det afspejler de brugere, vi har på biblioteket, både dem der kun kommer for at læse avis, de unge der bruger biblioteket som mødested, børnefamilierne og dem som også kommer for at høre et foredrag eller en koncert, siger hun.

Ulmende konflikt
Konflikten mellem brugerpanelet og ledelsen er vokset over foråret. Og bunder i panelets utilfredshed med blandt andet hovedbibliotekets nyindretning i stueetagen og nedlæggelsen af en ris og ros kasse.

Torsdag den 30. maj var sagen på dagsordenen i Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune, hvor blandt andet en redegørelse fra biblioteksleder Pernille Schaltz blev gennemgået.
 
- Vi fik opbakning til de ændringer, vi har lavet på biblioteket, siger Pernille Schaltz.

Og der var stor tilfredshed i udvalget over, at ledelsen arbejder videre med brugerinddragelse.

- Vores mål er at få involveret flere ikke-brugere, og dem vi normalt ikke er så gode til at få i tale, som de unge og de studerende.  Så næste skridt er at lave en strategi for, hvordan vi får et bredt brugerpanel, siger Pernille Schaltz.

Projektet Demoteket er blandt andet noget af det, biblioteket godt vil tale med de unge brugere om.

- For vi vil være byens scene for up-and-coming musikere og kunstnere, siger hun.

Kommentarer (1)

8. maj 2009 kl. 21:10
Hvis nogen skulle være i tvivl (måske især nyankomne til København): vi har såmænd en del steder for up-and-coming musikere og kunstnere i København. Til gengæld mangler vi nogle ordentlige biblioteker - med et anstændigt bogudvalg.

Skriv en kommentar