Skal biblioteksbrugere sikres mod overvågning?

28-10-2009 af Tania Kejser
Skal brugerne sikres bedre mod overvågning, når de låner bøger på biblioteket? Det mener blandt andre Forbrugerrådet, som på en konference i går slog til lyd for kryptering af de RFID-chips som sidder i mange biblioteksbøger.
Hvad er risikoen for, at nogen går alt besværet igennem med at skaffe en scanner, overvåge et bibliotek og derefter mokker sig så tæt på en biblioteksbruger, at det bliver muligt at scanne hvilke bøger låneren tager med hjem?

I dag er risikoen nok ikke eksisterende. Men den teknologiske udvikling går stærkt, og midt i denne udvikling er det vigtigt at passe på retten til et privatliv. Fordi det i fremtiden på mange måder bliver muligt at finde personlige oplysninger om det enkelte menneske skal vi hele tiden være på vagt og sørge for så meget beskyttelse som muligt.

Det mener i hvert fald jurist Anette Høyrup fra Forbrugerrådet, da emnet om RFID-chips i biblioteksbøger kom op på it-sikkerhedskomiteens konference i går.

Overskriften for konferencen var "Privatliv på nettet". Baggrunden for konferencen er, at mens internettets muligheder udvikler sig lynhurtigt, kan det være svært for bureaukratiet at følge med. De regler vi stiller op i dag kan være forældede i morgen. Og ikke mindst meget svære at håndhæve.

It-sikkerhedskomiteen er nedsat under IT og Telestyrelsen og har som formål at sikre et øget fokus på it og sikkerhed. Læs mere om komiteen og konferencen her: http://www.itst.dk/it-sikkerhed/it-sikkerhedskomiteen

Skriv en kommentar