Syddansk Universitetsbibliotek skal undervise på ny bibliotekaruddannelse

18-06-2009 af Henrik Hermann
Jens Dam fra Syddansk Universitetsbibliotek skal være med til at undervise de studerende på den nye bibliotekaruddannelse i Odense om akademisk informationssøgning og håndtering. Professor Lars Ole Sauerberg bliver studieleder.

Syddansk Universitetsbibliotek kommer til at undervise de kommende bachelorer på uddannelsen bibliotekskundskab og videnskommunikation.

Overbibliotekar Aase Lindahl har sammen med mange andre deltaget i den baggrundsgruppe, som blev konsulteret før uddannelsen blev akkrediteret.
Formidlings- og kommunikationschef Thomas Kaarsted deltager i den referencegruppe på SDU, som ledes af professor Lars Ole Sauerberg og som har arbejdet med den konkrete udmøntning af studieordningen, markedsføringen og dens markedsføringen og netværk. Jens Dam, bibliotekar på Syddansk Universitetsbibliotek og medlem af BF's hovedbestyrelse, fortæller om sin rolle i relation til uddannelsen:

- På det konkrete plan er det sådan, at vi herfra biblioteket står for afholdelsen af kursusmoduler i akademisk informationssøgning og –håndtering.

- Det kommer til at løbe over 1. og 2. semester og er integreret som en del af det fag, der hedder Analyse og organisering af information og viden, som er det største fag inden Bacheloropgaven.
Planen er, at vi skal bibringe de studerende de rent praktiske redskaber og strategier til akademisk informationssøgning og –håndtering.

- Vi arbejder meget med formen, så undervisningen kommer til at veksle mellem flere forskellige arbejdsmåder, strækkende fra klasseundervisning til udarbejdelse af wikier på e-læringsplatformen. Vi slutter af med afholdelse af workshops i forbindelse med deres første større opgave, forklarer Jens Dam.


Klar trods hårde odds

Lederen af Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet, Johannes Nørregaard Frandsen siger til bibliotekspressen.dk:

- Vi er klar, og jeg er overbevist om, at vi starter uddannelsen i bibliotekskundskab og videnskommunikation til september.

Den nye uddannelse i Odense har haft hårde odds med hensyn til tilmelding af studerende, da udannelsen først blev godkendt meget sent af akkrediteringsrådet og Kulturministeriet.


- Men det er absolut planen, at vi starter i år, og får vi ikke noget stort hold i år, så får vi flere på uddannelsen til næste år, siger en optimistisk Johannes Nørregaard Frandsen.

Hvor mange studerende har tilmeldt sig på nuværende tidspunkt?

- De tal oplyser vi ikke endnu, for på nuværende tidspunkt er tallene usikre. Vi afventer tallene for den koordinerede tilmelding i juli. Men vi har naturligvis fået tilmeldinger, siger Johannes Nørregaard Frandsen, der understreger, at Syddansk Universitet har taget initiativ til samarbejde med Danmarks Biblioteksskole – også med hensyn til forskning.


Lars Ole Sauerberg studieleder

På Syddansk Universitets hjemmeside oplyses det, at uddannelsen oprettes under forudsætning af, at optaget mindst er 15 studerende. Johannes Nørregaard Frandsen har tidligere sagt til Bibliotekspressen, at han kunne tænke sig hold på 70 studerende, når uddannelsen for alvor er kommet i gang.

Professor i engelsksproget litteratur og litteraturforsker Lars Ole Sauerberg bliver studieleder på den nye uddannelse, og studieordningen er nu ved at være på plads.

Bibliotekarforbundet vil også være tilstede på Syddansk Universitet. Bibliotekspressen vil rapportere fra den nye uddannelse, lige som BF’s karriererådgiver Ann Oliveira Borg vil opsøge de studerende og fortælle dem om deres jobmuligheder og om Bibliotekarforbundets tilbud.

Skriv en kommentar