Talentudvikling i gang på Fagligt Landsmøde

26-09-2009 af Henrik Hermann

380 medlemmer tog lørdag formiddag i Vejle hul på en weekend med fokus på talentudvikling, historiefortælling, undervisning i adfærd og i at fejre sin succes.

"Bibliotekar"  Hanne Mogensen fortæller om sine erfaringer som aktivt jobsøgende. Senere blev det afsløret, hvem hun i virkeligheden er. Foto Jakob Boserup

Efter at have budt velkommen til Fagligt Landsmøde om personlig udvikling og defineret talent som de evner vi har ”men som noget andet og mere end pointsystemer og afstemninger ved talentkonkurrencer på tv-fredag aften” gav Bibliotekarforbundets formand Pernille Drost ordet til bibliotekaren Hanne Mogensen.

 

Bibliotekaren listede op på scenen og fortalte lidt ydmygt forsamlingen om sit eget talent, men også om sit eget manglende selvværd.

 

Hanne Mogensens historie tog afsæt i et citat fra sangeren Tim Christensen:

- Jeg tror på mit talent og har på den konto et højt selvværd.

 

Men sådan havde Hanne Mogensen det ikke, hun forklarede, at hun absolut havde talent, men et lavt selvværd.

 

Hun fortalte om sin ansøgning til et privat firma som knowledge manager, hvor hun var kommet til jobsamtale, men tabte kampen til en, der ikke havde kompetencer i informationsarkitektur – og som heller ikke var bibliotekar.

 

- Der sidder en orm og gnaver i mig, for jeg ved, at jeg kunne have løst opgaven. Men jeg har en drøm. En drøm om at blive anerkendt for det jeg kan, sluttede Hanne Mogensen.


Efter at Hanne Mogensens ord havde "hængt i luften" nogle timer, blev det afsløret fra scenen, at Hanne Mogensen slet ikke var bibliotekar, men derimod er skuespiller fra teateret Ophelia i København og i virkeligheden hedder Sisse Lund Sørensen.
BF's formand Pernille Drost sagde:
- Så ærlig og hudløs en historie, ville man ikke stille sig op fortælle foran 400 kolleger. Men historien er taget med som symbol og essensens af den samtale, vi lidt for ofte har med medlemmerne.

Efter indledningen med skuespiller-bibliotekaren Hanne Mogensen tog idrætsmanden, den 10-dobbelte verdensmester i kanosejlads Arne Nielsson over og fik forsamlingen til at bruge kneb fra sportens verden. Arne Nielsson fik sagde, at det er vigtigt at huske, at fejre sine succeser og fik forsamlingen til at juble højt i kor og lave high-five tegn,  og han gav eksempler på,  hvor vigtigt adfærd og holdånd er på en arbejdsplads –  og hvor vigtigt det er, at "træne sindstilstanden glæde".

 

 

 

 

Skriv en kommentar