Tre lokalbiblioteker gøres betjeningsløse

14-10-2009 af Anette Lerche
I Kolding skal biblioteket spare. Tre lokale biblioteker mister nærmest al bibliotekarbetjening, og også hovedbibliotekets budget skæres.
I Kolding skal de tre lokale biblioteker nu være »åbne biblioteker« alle ugens hverdage og være betjent 6 timer pr uge fordelt på 2 eller 3 dage, alt efter behov og ønsker i lokalsamfundet.

Det bliver nogle konsekvenser af dette års kommunale budget.

Den 5. oktober vedtog byrådet, at biblioteket skal spare. Besparelsen er både en generel to-procents besparelse, svarende til 850.000 kroner, hvilket betyder, at man på Kolding Bibliotek nu arbejder med differentieret betjening, det vil sige færre på vagt. Desuden skæres der ned på alle arrangementer, PR, materialer, kurser, mens det bliver dyrere for brugerne at aflevere for sent.

På de tre lokale biblioteker lukkes der næsten fuldstændig ned for bibliotekar-betjeningen, hvilket giver en besparelse på 950.000 kroner.
Med disse to besparelser følger der dog også en engangsdonation på 1,2 millioner kroner til it- og sikkerhedsudstyr, der skal kunne gøre det muligt for de tre lokale biblioteker at være ubemandende i hovedparten af åbningstiden. Seks bibliotekartimer pr. uger får hvert af de tre lokale biblioteker, og så en generel udvidet åbningstid.

- Nogle vil måske se det som en serviceforbedring, at deres lokale bibliotek har åbnet til otte eller ni om aftenen, mens andre vil se en forringelse i, at der ikke er bibliotekarbetjening i samme grad som før, siger Berit Marie Hermansen, der er leder af lokalbibliotekerne i Kolding.

Hun konstaterer, at det vil blive en stor udfordring at give brugerne den bedst mulige service under de nye forhold. Blandt andet skal lokalbibliotekerne finde en ordning, så for eksempel sundhedsplejerskerne, landbetjenten og advokatvagten kan fortsætte, selv om bibliotekarerne ikke længere har så mange timer på biblioteket.

- Vi har da lige skulle synke en ekstra gang oven på disse beskeder, men nu arbejder vi konstruktivt for, at borgerne stadig vil opleve, at de har et godt biblioteksvæsen i Kolding, siger Berit Marie Hermansen.

Hun glæder sig samtidig over, at det er lykkedes at gennemføre besparelserne uden at skulle sige farvel til nogle medarbejdere. Dog er der ledige stillinger, der ikke genbesættes.

Kommentarer (1)

2. november 2009 kl. 14:09
Det trist af det ikke er muligt at gøre kommunen opmærksom på bibliotekets kompetencer og muligheder. Så bliver der skåret...
Situationer som denne gør mig både indigneret og motiveret til at øge kommunikationen overfor en af vores vores vigtigste interressenter ...Det lokale Byråd!!

Skriv en kommentar