Alvorlig vandskade på Gentofte Bibliotek

19-05-2009 af Henrik Hermann
Den gode nyhed er, at Gentofte får et helt nyt børnebibliotek, men den dårlige er, at en stor del af biblioteket er kraftigt vandskadet og flere kontorer må brækkes ned for at undgå skimmelsvamp.

Gentofte Bibliotek er ramt af en alvorlig vandskade, som gik ud over en tredjedel af biblioteket, men allerværst gik det ud over børnebiblioteket.

- Vi har måttet lukke det oprindelige børnebibliotek helt, til gengæld har vi nu et interimistisk børnebibliotek, for vi har flyttet det midlertidigt til et område ved vores indgangsparti, fortæller Gentoftes bibliotekschef Pia Hansen til bibliotekspressen.dk.

Nyt børnebibliotek
- Vi har måttet skære helt ind til benet og fjerne mange skillevægge i kontorerne. Men personalet har taget det fantastisk, og de rykker sammen på øvrige kontorer.

 Midt i de fugtige omgivelser med ødelagte kontorer, kan bibliotekschef Pia Hansen dog se et lys:
- Vandskaden betyder, at vi skal have nyt børnebibliotek, og det er vores livs chance

Vandrør sprang læk
På bibliotekets hjemmeside står blandt andet, at vandskaden skyldes et vandrør, der er sprunget på 1. sal. Det er især børnebiblioteket og magasinet, der er ramt.

ISS Skadeservice blev med det samme tilkaldt og har siden arbejdet på højtryk for at udbedre skaderne.

Læs mere på bibliotekets hjemmeside http://www.genbib.dk/forside/det_sker/nyheder/vandskade


 

Skriv en kommentar