Jobkamp for nyuddannede

29-07-2009 af Sabrine Mønsted

Nyudklækkede bibliotekarer må kæmpe for jobbene, men generelt ser ledigheden for bibliotekarer ud til at holde sig i ave indtil videre.

Dimittender fra Danmarks Biblioteksskole har en højere ledighed end mange andre faggrupper i Akademikernes Centralorganisation (AC). Den gennemsnitlige ledighed for dimittender i AC er på 18,2, hvor den for cand.scient.bibl.’er og DB’er er på 26,9 procent.

Karriererådgiver i Bibliotekarforbundet Ann Oliveira Borg spår, at den vil stige yderligere i juli og august, hvor mange bliver færdige med deres uddannelse og derefter kommer til at figurere i statistikken.

Især cand.scient.bibl.’erne er længe om at komme ud på jobmarkedet. Ann Oliveira Borg tror forklaringen kan være, at kandidaterne søger mere bredt end bibliotekar DB’erne. Og derfor er i skarpere konkurrence med andre akademikere som djøf’er og magistrere.

- Generelt tror jeg også, at bibliotekar DB’erne er mere åbne overfor at søge for eksempel vikariater end kandidaterne, siger hun. Til gengæld kommer stor set alle kandidaterne i job over tid, og deres første job er oftere en fast stilling end for bibliotekar DB’erne.

Generelt lav ledighed

Bibliotekarerne er generelt en af de grupper, der klarer sig godt gennem finanskrisen, der ellers har givet stigende ledighedstal i mange brancher.

Fra maj til juni er ledigheden for bibliotekarer kun steget fra 2,7 til 2,8 procent. Mens den samlede ledigheden for akademikere fra maj til juni 2009 er steget fra 2,8 til 3,2 procent.

Andelen af ledige bibliotekarer under 30 år er også fortsat faldende i modsætning til i mange andre brancher.

I juni 2009 var der i alt 126 ledige medlemmer af bibliotekarforbundet. På samme tid sidste år var der 116 ledige.

Flere telefonopringer

Selvom stigningen ikke er markant, så har karriererådgiver Ann Oliveira Borg mærket en stigende interesse for rådgivningssamtaler og fået flere mails sommeren over end sidste år.

- Det drejer sig meget om hjælp til at få læst ansøgninger igennem og spørgsmål til, hvordan man får formidlet sine kompetencer. For eksempel hvis man søger fra det offentlige til det private, såsom: »Hvad skal jeg kalde det, jeg kan, når arbejdsgiveren måske ikke kender fagudtryk som katalogisering eller referencesøgning«. Men det er det samme som at kunne organisere og analysere. For eksempel kan man afdække et marked og klæde en sælger på, der skal ud til en kunde ved at lave grundig research om kundens behov, siger hun.

Læs mere om ledighedstallene på www.bf.dk og husk, du altid er velkommen til at kontakte Bibliotekarforbundets karriererådgivere.

Kommentarer (1)

5. august 2009 kl. 18:44
Hvorfor opretter man en ny uddannelse i Odense, når der er arbejdsløshed blandt bibliotekarerne, som stiger, især for nyuddannede. Var det ikke bedre der var en mangel på bibliotekarer? Således at man er garanteret job, når man er færdig?

Skriv en kommentar