Next library – viden til at skabe verdens bedste biblioteker

12-06-2009 af Sabrine Mønsted

Next libray – er en begivenhed, der løber af stablen den 14. til 16. juni i Århus, og ifølge forvaltningschef Rolf Hapel skal den bidrage til at sætte helt nye standarder for bibliotekerne.

Over 200 deltager fra 20 lande mødes den 14. juni i Århus for – ikke bare at høre en masse kloge oplæg – men for selv at diskutere erfaringer og ideer.

Bibliotekar Helene Blowers er en af dem, der skal sætte gang i idéudvekslingen. Hun er af Library Journal blevet udråbt til at være en af de 50 mest indflydelsesrige personer, når det kommer til at forme fremtidens bibliotek. Hun er blandt andet kvinden bag projektet 23 ting, der er blevet kopieret af over 500 biblioteker i 15 lande.

Konceptet for arrangementet er en såkaldt ikke-konference, hvilket vil sige, at deltagerne selv skal op af stolen.

- En evaluering af sidste års konference Elevations viste, at de mest interessante diskussioner foregik ved posterne mellem oplægsholderne, siger seniorprojektleder Lotte Duwe Nielsen. Så i år skal korte oplæg sikre aktiv deltagelse.

Under konferencen kan alle interesserede følge med på siden www.nextlibrary.net/, hvor deltagerne for eksempel kan blogge.

Der er stadig mulighed for at melde sig til på ovenstående hjemmeside under registration. Pris 3.400 kroner.

Skriv om jeres oplevelser fra konferencen og del ideer her på siden.

Skriv en kommentar