50.000 kroner for at rumme alle

24-03-2010 af Sara Maria Kohnagel
Folkene bag Kulturhuset Brønden i Brøndby er blevet tildelt årets pris fra Det Kriminalpræventive Råd. 

At prisen og de 50.000 kroner tilfaldt netop Brønden, begrundede justitsminister Lars Barfoed, som overrakte prisen, blandt andet med at » Tankegangen med at inkludere alle i et samlet fællesskab – både unge, ældre, ballademagere og veltilpassede – er en tankegang, der i særligt grad fortjener at blive fremhævet og påskønnet.«

Justitsministeren anerkendte også det store arbejde, der ligger bag, og de perspektiver som indsatsen rummer:
 
»Jeg ved, at det ikke har været let. Og der har været modgang undervejs, men metoden har været virksom i Brøndby, og den kan let udbredes til andre kulturhuse, biblioteker mv. rundt om i landet.« 

Metoden er, kort fortalt, viljen til at fokusere på det positive og holde fast i stedets vision.

Visionen bag Kulturhuset Brønden var at skabe et værested for alle. Det viste sig dog hurtigt, at alle også indbefattede en stor gruppe af børn og unge, som lavede ballade og stjal fra kulturhuset. 

I stedet for at opstille forbud, stramme regler og forvise de unge, valgte man at holde fast i stedets vision. Derfor ansatte Brønden tre unge kulturmedarbejdere, som skulle sørge for, at der blev plads til både de unge og husets andre brugere. Fokus blev meget bevidst lagt på ressourcer i stedet for begrænsninger. Gennem løbende dialog med de unge og aktivitetstilbud tilpasset deres behov er det nu lykkedes at realisere visionen. Som Brøndby Lokalråd skriver i deres prisindstilling

»Det er foreløbig gået over al forventning målt ud fra både brugere og personalets tilbagemeldinger. Og der har ikke været anmeldt nye episoder om hærværk og tyveri«

Læs hele prisindstillingen her.

Kulturhuset Brønden rummer ud over muligheden for at dyrke alt fra kampsport til strikning også et bibliotek.

Læs om Brønden her.

Skriv en kommentar