Administrationschef bliver ny leder af Københavns Hovedbibliotek

13-04-2010 af Henrik Hermann

Jens Steen Andersen hedder den nye leder af Københavns Hovedbibliotek, og han er administrationschef for Drift og Koordinering i Københavns Kommune, hvor han har arbejdet i over otte år. Pernille Schaltz’ afløser er 50 år og tiltræder 1. juni.

 

 

Jens Steen Andersen, 50, har arbejdet med biblioteksdrift i over otte år, og Københavns Hovedbibliotek får 1, juni en ny leder med  baggrund som cand.scient.adm. fra RUC.

Jens Steen Andersen er ny chef for Københavns Hovedbibliotek fra 1. juni, hvor han afløser Pernille Schaltz, der sagde op og rejste før jul. Hun kom fra Aalborg, men denne gang er der tale om en intern ansættelse. Der var i alt 11 ansøgere til stillingen.

Jens Steen Andersen er lige nu administrationschef i Drift og Koordinering, han er ikke bibliotekar, han er uddannet cand. scient. adm. Fra RUC og har arbejdet i Kultur- og Fritidsforvaltningen i mere end otte år.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at starte på jobbet. Mit første indsatsområde er at fortsætte renoveringen og moderniseringen af hovedbiblioteket for de 10 millioner  kr, der er afsat i år, siger en glad Jens Steen Andersen til bibliotekspressen.dk.
Desuden betragter han det som sit indsatsområde at få sat hovedbiblioteket på dagsordenen, så det kan blive renoveret for over 100 mio kr. de kommende år.

Hvordan skal en renovering komme personalet og deres arbejdsforhold til gode?
- Først og fremmest skal vi se på publikumsbetjeningen, men jeg vil gå i dialog med medarbejderne om forholdene. Det er jo en noget kringelkroget bygning, siger Jens Steen Andersen.
Allerhelst så han gerne, at København fik et nyt hovedbibliotek, men det ligger ikke lige for af økonomiske grunde, mener han. Han vurderer, at det vil vare 12-14 år, før det vil være realistisk.
I sine over otte år i Kultur- og Fritidsforvaltningen har han også erfaring med at arbejde med det koordinerede – eller det centrale – materialevalg, såvel digitalt som i fysisk fastform, understreger han.

På spørgsmålet om det job han overtager og den måde, hans forgænger, Pernille Schaltz forlod jobbet på – pludseligt med en opsigelse før jul, siger han blot:
- jeg glæder mig til at starte. Jeg har den ledelsesstil, jeg har. Hvordan den er, må andre bedømme, siger Jens Steen Andersen
- Mit motto er, at bibliotekerne er fremtidens kulturinstitution i Danmark. Bibliotekerne skal levere folkeoplysning i allerbredeste forstand, lyder det engageret fra den kommende leder af hovedbiblioteket.

Administrerende direktør i Kultur- og Fritidsforvaltningen, Carsten Haurum , siger om valget af den nye chef:
- Opgaven for Jens Steen Andersen bliver at sikre, at Hovedbiblioteket som landets største folkebibliotek fortsat går aktivt ind i byens liv og udvikling . Som en central, markant og serviceorienteret kultur- og vidensinstitution. Samt fortsætte renoveringen og moderniseringen af Hovedbiblioteket, siger Carsten Haurum.

Den biblioteksfaglige chef  i Københavns kommune, Jens Ingemann, siger:
- Vi har fundet en rigtig god løsning med en særdeles kompetent og erfaren mand, der har meget stor indsigt i biblioteksdrift. Samtidig har Jens Steen Andersen evnerne til også at gå nye veje og stå i spidsen for innovationen og den fortsatte udviklingen af hovedbiblioteket.

Københavns Kommunes kultur- og fritidsvorvaltning har i anledning af ansættelsen udsendt en pressemeddelelse, som du kan læse her.

Skriv en kommentar