Alt skal frem i plakatsag

04-11-2010 af Sabrine Mønsted
Et enigt byråd i Lyngby-Taarbæk Kommune kræver nu at se alle e-mails mellem borgmesteren og biblioteket i den såkaldte plakatsag. For en gang for alle at få be- eller afkræftet om borgmesteren har lagt pres på biblioteket for at få dem til at fjerne plakater for et debatmøde om krigen i Afghanistan

Borgmesteren Søren P. Rasmussen (V) i Lyngby-Taarbæk Kommune er forsat under lup for sin indblanding i stadsbibliotekets markedsføring af et arrangement om krigen i Afghanistan.

I sidste uge kom Søren P. Rasmussen ellers med en undskyldning i den lokale avis De Grønne Områder, men det var ikke nok for byrådet. De vil helt til bunds i sagen og kræver indsigt i, hvad der præcis er blevet skrevet mellem borgmesteren og biblioteket.

Alle e-mails skal frem

Konsekvensen bliver, at før næste byrådsmøde skal alt korrespondance mellem forvaltningen og biblioteket være fremlagt for byrådet.
 
-Der var politisk enighed hele vejen rundt om, at alle mails skal frem i lyset, og det måtte borgmesteren bøje sig for, siger kultur- og fritidsudvalgsformand Dorete Dandanell fra SF.

-Vi kan ikke leve med, at der sker politisk indgriben i forhold til arrangementer på biblioteket. Der må ikke være politisk smagsdommeri. Som kultur- og fritidsudvalgsformand kan jeg heller ikke leve med, at nogle medarbejdere kan føle sig truet og derfor udøver selvcensur, siger Dorethe Danadell.

100 procent opbakning

De radikales Trine Nebels Schou siger om sagen til avisen De Grønne Områder:

»Vi skal se samtlige mails i den her sag, at udøve censur er så fundamentalt forkert. Biblioteket er en oplysende virksomhed, og jeg vil godt understrege, at personalet på stadsbiblioteket har 100 procent opbakning. Ingen ansatte skal pålægge sig sindelagskontrol.« Læs artiklen

Sagen kommer op igen på næste byrådsmøde den 29 november 2010.

Læs Bibliotekspressens tidligere artikler om sagen her

Skriv en kommentar