Læs og rejs

20-09-2010 af Sabrine Mønsted
I Amsterdams lufthavn Schiphol kan de rejsende nu læse bøger, tidsskrifter og tjekke mails på det, der efter sigende er verdens første lufthavnsbibliotek. I Københavns Lufthavn synes de, idéen er interessant.
I Københavns Lufthavn er man positiv over for idéen om et bibliotek i afgangshallen, men kommunikationsmedarbejder Lene Hald understreger, at det ikke er noget, de aktuelt har på tegnebrættet.

Det har de til gengæld haft i Amsterdams lufthavn Schiphol, hvor de rejsende kan bruge biblioteket, mens de venter. Især hollandsk kunst, kultur og litteratur er i fokus, men der er litteratur på 29 sprog samt musik og film.

For ikke at støde ind i afleveringsproblemer, når lånerne rejser til den anden side af kloden, er det dog ikke muligt at låne bøgerne, men kun at læse dem på stedet.

Biblioteket har åbent dagligt, så længe der er flyafgange og er baseret på 100 procent selvbetjening.

Projektet er blevet en realitet gennem et samarbejde mellem lufthavnen og Hollands offentlige biblioteker. 

-Umiddelbart ser det enormt spændende ud. Det er et interessant initiativ, som vi vil undersøge nærmere, men på kort sigt har vi ikke planer om at åbne et bibliotek i Københavns Lufthavn, siger kommunikationsmedarbejder Lene Hald.

Skriv en kommentar