Bibliotekarledigheden i top 5

22-04-2010 af Anette Lerche
Det er forståeligt, hvis påstanden om, at der er stor mangel på bibliotekarer klinger en anelse hult i mange nyuddannedes ører. For nyuddannede bibliotekarer indtager netop nu en femteplads på listen over nyuddannede, der ikke kan finde et job.
35,40 procent af alle nyuddannede bibliotekarer – altså mere end hver tredje – går ledige i det første måneder efter, at de har bestået deres sidste eksamen. Det bringer bibliotekaruddannelsen ind på en femteplads på listen over uddannelser, der er værst ramt af dimittend-ledighed. Tallene stammer fra Akademikernes Centralorganisations opgørelse og er blevet en historie i blandt andet Berlingske Tidende.

For Bibliotekarforbundets karriererådgiver, Ann Christina Oliveira, er tallene desværre ikke overraskende, for det er dårlige tider og det rammer også bibliotekarerne. Både den økonomiske krise og den bølge af filiallukninger, der har rullet over Danmark, betyder, at der er færre job – især for bibliotekar DB’erne.
Hun understreger dog samtidig, at i samme statistik, ser det straks langt bedre for de ledige bibliotekarer allerede et år efter endt uddannelse. Her er tallet nede på seks procent.

Den høje ledighedsprocent for de helt nyuddannede trækker overskrifter i dagspressen samtidig med, at blandt andet Bibliotekarforbundet, Danmarks Biblioteksskole, Syddansk Universitet og Danmarks Biblioteksforening har stor fokus på at øge ansøgertallet til bibliotekaruddannelserne. Og den høje dimittendledighed rimer desværre ikke særlig godt på argumenter som »mangel på bibliotekarer« og »lav ledighed«.

Men ledigheden blandt bibliotekarer er lav, konstaterer karriererådgiver Sofie Plenge.

- Den er nede omkring de tre procent, når vi taler den generelle ledighed, og den er altså så lav, at man reelt kan tale om, at der ingen ledighed er.

Akademikernes Centralorganisation planlægger at sætte gang i en akademikerkampagne, der skal få især små og mellemstore virksomheders øjne op for fordelene ved at ansætte en akademiker. Bibliotekarforbundet bliver også en del af denne kampagne.

Kommentarer (1)

27. april 2010 kl. 07:47
Sikke noget sludder! Sofie Plenge burde have skolepengene tilbage. 3% arbejdsløse er IKKE lig med ingen ledighed. Det er mennesker som ikke har et job og en hæderlig indtægt. Og mennesker som bliver tvunget ud i meningsløs aktivering og tåbelige jobsøgningskurser m.m. Man kunne også sige at det er mennesker som bliver parkeret!
Og ja det klinger hult at mange aktører på området vil have flere til at søge ind på uddannelsen. Hvorfor i alverden skulle de dog det. I mange mange år har vi fået at vide at der er brug for bibliotekarer. Hvor er lige det behov? På bibliotekerne?

Skriv en kommentar