DR truer med lockout - AC svarer igen med trusler om strejke

09-06-2010 af Tania Kejser
Overenskomstforhandlingerne mellem en række AC-organisationer, herunder Bibliotekarforbundet,  og  Danmarks Radio, er gået i hårdknude. 

Den 1. juni udløb DR´s overenskomst med en række organisationer under AC. Forhandlingerne har kørt over længere tid, og indtil nu har man ikke kunnet blive enige. AC vil nemlig ikke godtage DR´s tilbud om en samlet lønstigning på 1,39 procent over de næste to år.

Chefjurist Karin Madsen er Bibliotekarforbundets repræsentant i forhandlingerne. Hun taler dermed på vegne af Bibliotekarforbundets 20 medlemmer i forhandlingerne.

- Vi har forhandlet længe nu, og DR har ikke været til at rokke i deres udspil. Vores holdning er, at den samlede lønramme skal op, før vi går med på en ny overenskomst, siger Karin Madsen.

Da parterne ikke blev enige inden udgangen af maj, truede DR med lockout af medarbejderne. Det vil sige, at DR fra den 1. juli vil nægte medarbejdere uden en forhandlet overenskomst adgang til arbejdspladsen – og i samme periode ikke udbetale løn. Til den udmelding har AC svaret igen med trusler om strejke.

Når der i en overenskomstforhandling bliver afgivet konfliktvarsel, som det er sket her, går en forligsmand fra staten ind og forsøger at mægle mellem parterne.

- Nu har vi til den 1. juli til at blive enige. Bliver vi ikke det, kan konfliktvarslet udsættes 14 dage, fortæller Karin Madsen.

Skriv en kommentar