Digi-bib.dk har endnu ikke alle aftaler på plads

23-06-2010 af Tania Kejser
I næste uge går det stort anlagte digi-bib.dk i luften. Alle landets biblioteker har tilmeldt sig ordningen, der giver brugerne mulighed for at streame og downloade musik. Men underleverandøren, Basepoint Media, har endnu ikke alle aftaler på plads med hverken bogforlag eller musikbranchen.
- Ikke noget problem, de når det sagtens, mener Flemming Munch fra Statsbiblioteket, der er med i konsortiet bag digi-bib.dk.

Hverken hos Forlæggerforeningen, Gyldendal eller pladebrancheorganisationen IFPI har man lyst til offentligt at kommentere på rygter om, at underleverandøren til digi-bib.dk endnu mangler en række aftaler, før sitet kan gå i luften med det, de lover. Men streaming af musik og download af lydbøger kan tilsyneladende godt lade vente på sig, hvis ikke aftalerne er på plads torsdag i næste uge.

Hos Gyldendal svarer forlagschef Cliff Hansen således, til spørgsmålet om, om der findes en aftale mellem Gyldendal og digi-bib.dk:

- Vi er i dialog med forskellige partnere, mere kan jeg ikke sige om det.

- Men som det ser ud nu, er Gyldendal så klar til at levere lydbøger til digi-bib.dk den 1. Juli?

- Det har jeg ingen kommentarer til, siger Cliff Hansen.

Også hos pladebrancheorganisationen IFPI er man ikke meget for at sige noget til citat.

- Det er de enkelte pladeselskaber, der forhandler for sig, og så længe de er i gang med det, er jeg ikke meget for at blande mig, siger kommunikationschef Lasse Lindholm
Konklusionen er altså, at forhandlingerne omkring rettigheder og priser stadig er i gang.

Digi-bib.dk holder sig til aftalen
Hos Statsbiblioteket, der sammen med centralbibliotekerne Gentofte, Herning og Odense er med i konsortiet bag digi-bib.dk, ser man roligt på tingene.

- Der er masser af tid til at få aftalerne på plads. Vi har en fast aftale med Basepoint Media, og den aftale holder jeg mig til. De har forhandlet for os de sidste fire år, og de har altid gjort det godt, siger Flemming Munch.

- Men hvordan kan I sætte en pris over for bibliotekerne på streaming af musik og down-load af lydbøger, uden prisen er forhandlet med de enkelte forlag?

- Sådan er der masser af firmaer i det private erhvervsliv, der kører forretning. De ved, at de gennem forhandlinger kan få en god pris. Digi-bib.dk bliver et fantastisk sted at være med, fordi der kommer så mange brugere. Det tror jeg ikke, nogen forlag vil lukke sig ude fra, siger Flemming Munch.

Risikerer at udskyde lydbøgerne
I forbindelse med lanceringen af digi-bib.dk er konsortiet ifølge Flemming Munch stødt på en del modstand. Ifølge ham er flere biblioteker trukket sig fra netlydbogs-delen, fordi forskellige parter har forsøgt at skabe usikkerhed.

- Det er simpelt hen misundelse, fordi vi lancerer et godt og billigt produkt. Der er nogen i blandt andet Århus og Gentofte, der er kommet i klemme på det her, og derfor forsøger de at skabe usikkerhed, siger Flemming Munch.

Usikkerheden er blandt andet opstået omkring netlydbøgerne. Bo Fristed fra netlydbog.dk sendte i sidste uge en mail ud til en række modtagere, hvor han beskriver digi-bib.dk som en usikker forretningsmodel, og beklager, at digi-bib.dk giver urigtige oplysninger om priserne på lydbøger fra netlydbog.dk. Blandt andet har digi-bib.dk markedsført sig på at have halveret priserne på netlydbøger fra 36 kroner stykket til 20 kroner stykket.

Flemming Munch holder fast i, at digi-bibs produkt er bedre end netlydbog.dk

- Pointen er, at man på digi-bib.dk vil kunne downloade lydbøger til 20 kroner stykket, uanset hvor ny eller gammel bogen er. Netlydbog.dk arbejder med en gennemsnitspris på 26 kroner, mens de nye koster 36 kroner. Det her kan betyde, at vi må udskyde netlydbøgerne på digi-bib.dk, men efter sommerferien vil vi gå i gang med at fortælle politikerne rundt omkring i kommunerne, at deres biblioteker har abonnement på en ordning, der er dyrere end vores. Det tror jeg ikke, at bibliotekscheferne kan forsvare, siger Flemming Munch.

                                                                                                    





Kommentarer (3)

23. juni 2010 kl. 16:19
Kære Flemming Munch,

Du siger i interviewet at der skulle være skabt usikkerhed om jeres produkt fra Gentofte og Århus, hvilket skulle have resulteret i at en del biblioteker ikke har meldt sig til lydbogsdelen. Jeg kan sige at vi I Albertslund ikke har været i kontakt med nogen i de to biblioteker eller for den sags skyld andre biblioteker da vi besluttede at takke nej til lydbogdelen. At vi siger nej skyldes udelukkende den totale amatørisme der præger hele digi-bib konceptet. At vi siger ja til musik delen skyldes kun at vi er tvunget til det og at det er et godt produkt med streaming.

Du henviser til at jeres kontraktforhandlinger og prissætning er inspireret af det private erhvervsliv, I kunne med fordel også have ladet jer inspirer af det private erhvervsliv i lanceringen af produktet. Ville det private erhvervsliv skifte brand (netmusik.dk) ud med et nyt brand efter i flere år at have brugt tid og ressourcer på at brande det? Vi har klistret vores cd’er til med reklamer for netmusik, lavet reklame for det i diverse foldere osv., promoveret netmusik kraftigt på vores musik Twitter. Alt sammen spildt arbejde nu. Ville det private erhvervsliv vælge en url som ligger så tæt op af et næsten konkurrende brand? Ville det private erhvervsliv sætte en bindestreg i en url? Ville det private erhvervsliv køre markedsføringen af inden produktet er klart? I dagene efter lancering for to uger siden nåede I jo bredt ud med produktet – tillykke med det. Brugerne som så klikkede ind nåede frem til en hvid side hvor der i venstre hjørne stod ”digi-bib.dk åbner den 1. juli” – ingen forklaring af produktet, ingen mulighed for at skrive sig på en mailingliste eller sms service så man bliver mindet om det når produktet er oppe, ingen som helst interaktion med de fremtidige kunder. Lige præcist her ville inspiration fra erhvervslivet have været en god ide. I forhold til selve konceptet bag digi-bib burde I tænke over at I ikke er en privatvirksomhed men en del af et samarbejde offentligt biblioteksvæsen.

Vi siger også nej til de dele vi ikke er tvunget til, da arkitekturen bag digi-bib er lukket og i direkte modstrid med eksempelvis de tanker der er bag TING og Danskernes digitale bibliotek. Derfor kan vi ikke støtte produkter som modarbejder de øvrige digitale strategier vi har. Du truer med at kontakte vores lokale politikere så vi skal stå til regnskab overfor dem når vi ikke har valgt jeres produkt. Du er mere end velkommen til at kontakte politikerne i Albertslund, jeg forklare dem gerne hvorfor jeg synes det er et dårligt produkt I har lavet og hvorfor borgerne i Albertslund på sigt vil få meget mere for deres penge i digitale løsninger baseret på åbne standarder.

Vh Søren Mørk, Udviklingschef, Albertslund Bibliotek
23. juni 2010 kl. 17:50
-- fik fejl i Chrome-browseren, så prøver IE...
I Referencen årg. 40, nr. 2 (udkommer juli 2010) er der en artikel om digi-bib.dk, som bl.a. kommer ind på digi-bib.dk's prismodel, forretningsmodel, og relation til det samlede (ideelt set samarbejdende) biblioteksvæsen.
Interesserede kan læse en pdf.-version af artiklen via dette link:
http://www.referencefaggruppen.dk/moodle/mod/forum/discuss.php?d=690
Skulle linket volde problemer, eller er der kommentarer / supplerende info, som ønskes afleveret direkte, så kan det ske via referencefaggruppen@gmail.com
25. juni 2010 kl. 17:06
Jeg er målløs af harme. Ét er netmusikkens alméne jammerlighed, hvor musikbibliotekarisk fagkompetence er sat ud af spil til fordel for en dårlig udgave af TDC Play og den, som Søren Mørk bemærker, gennemførte amatørisme i hele processen og informationen omkring Digi.. undskyld, Bibzoom.dk. Oven i hatten kan jeg nu læse disse skråsikre, lalleglade og himmelråbende arrogante udtalelser fra Flemming Munch. Det er ikke just noget der bidrager til at øge entusiasmen for at formidle produktet til vore lånere, og derudover hæfter jeg mig blandt meget andet ved disse tåbeligheder:

Navnet Bibzoom:
Mage til uopfindsomt navn til en biblioteksportal skal man lede længe efter. Man zoomer da ikke ind på noget. Og har man slet ikke lært noget af børnebibliotekerne? Her kan man godt lancere et site uden at der indgår 'bib' i navnet, for takket være gode samarbejdspartnere når budskabet alligevel ud over rampen, frem for at køre sit eget ræs. Og apropos eget ræs:

Netlydsbogsdelen
Jeg anser det for en skandale at SB lancerer sin egen netlydsbogsdel, i stedet for for at integrere den netlydbog.dk der allerede eksisterer og som mange biblioteker abonnerer på. Man har endda den udsøgte frækhed at kalde produktet det samme, sådan bare lige for at gøre forvirringen total. Og det er skidt thi folkebibliotekernes generelle formidlingsproblem bl.a. bunder i, at vi sidder hver for sig og opfinder den dybe tallerken igen og igen.

Sjovt nok tror jeg Flemming Munch skyder sig selv og hele projektet i foden. For hvem lyster nu SBs netlydbogs-produkt med udtalelser som disse her foroven?

Skriv en kommentar