Digi-bib skifter navn og sætter lydbøger på standby

29-06-2010 af Tania Kejser
Tre dage før åbningen ændrer digi-bib.dk navn til BibZoom. Desuden trækker sitet tilbuddet om billige lydbøger tilbage, og sætter lydbøgerne på  stand by indtil januar 2011.  Og så arbejdes der på at kunne tilbyde bibliotekerne en løsning, hvor download og streaming af musik integreres i bibliotekernes hjemmesider.
BibZoom bliver navnet på det site, der fremover leverer download og streaming af musik til bibliotekerne. Indtil nu var navnet digi-bib.dk, men det har konsortiet bag sitet fået en del kritik for. Navnet lægger sig nemlig meget tæt på Gyldendals undervisningssite, der hedder digibib.dk.

I et nyhedsbrev fra Statsbiblioteket, som er sendt ud i går, står der, at man med navneskiftet til BibZoom tager konsekvensen af ”et uhensigtsmæssigt navnesammenfald.”

Nyhedsbrevet nævner også, at lydbogsdelen er sat på stand by indtil 1. januar 2011. Der har ikke været nok biblioteker, der har været interesserede i at tilmelde sig ordningen, hvor en lydbog ellers kommer ned på en pris på bare 20 kroner.

Til gengæld arbejdes der på en løsning, hvor musikken i BibZoom bliver tilgængelig på mange forskellige platforme. Det har været et ønske fra mange at kunne integrere musikken i for eksempel bibliotekernes hjemmesider – og det arbejder konsortiet bag BibZoom nu på. I øjeblikket er musikken allerede tilgængelig i bibliotek.dk, TING og snart i Palles Gavebod.

BibZoom.dk arbejder også på, at bibliotekerne og andre aktører vil kunne få adgang til metadata på nye materialer på BibZoom.dk, uanset hvilket udviklingsfællesskab man vælger at være en del af, eller uanset hvilken leverandør, man vælger som bibliotek.

Skriv en kommentar