Falske designmøbler fjernes fra RUCs bibliotek

13-08-2010 af Tania Kejser
Biblioteket på RUC risikerer at få en sag på halsen efter at have anskaffet sig billige kopimøbler fra England. Møblerne må ifølge lovgivningen nemlig kun udstilles i private hjem – og ikke benyttes i offentlige bygninger. Nu er møblerne fjernet fra biblioteket.

Lækre designmøbler til en sjettedel af prisen. Det tilbud kunne RUCs bibliotek ikke stå for, da de i foråret købte 12 røde læderstole og to sofaer af mærket Le Corbusier ind fra England – dog med den lille tilføjelse, at møblerne var en kopi af det ægte mærke. Sammen med et tidligere køb af designmøbler i 2001 har biblioteket dermed givet i alt 210.000 kroner for møbler, der hos den danske forhandler ville koste 1,1 million kroner.

Nu kommer biblioteket ifølge Berlingske Tidende i klemme, fordi lovgivningen siger, at det kun er private, der må gøre brug af denne billige måde at komme i nærheden af lækkert design.

- Det er første gang, jeg ser så stor en samling af ulovlige møbler, hvor de ikke har stået hos en forhandler. Biblioteket er jo oven i købet en offentlig institution, så det er bare ekstra pinligt og skal stoppes lige nu, siger advokat Niels Gyde Poulsen til Berlingske Tidende.

Da det er i strid med dansk lovgivning at videresælge kopimøbler, er universitetets eneste reelle mulighed ifølge advokat Johan Løje, at stolene og sofaerne ender på forbrændingen.

På RUC er det direktør Peter Lauritzen – og ikke biblioteket - der udtaler sig om sagen. Han er først onsdag morgen, efter Berlingske Tidendes beskrivelse af sagen, blevet bekendt med, at biblioteket på RUC har kopimøbler.

- Som jeg har fået det fortalt handler det om, at man efter ombygningen af biblioteket i 2001 skulle købe nye møbler. Efter at have konfereret med arkitekterne på Larsens Tegnestue aftalte man at købe dem via den engelske forhandler. Det var man overbevist om var lovligt, da licenserne på møblerne var udløbet. Der er altså ingen, der har været vidende om, at man gjorde noget ulovligt, fortæller Peter Lauritzen.

Nu er universitet i gang med at undersøge, hvor de står i sagen om kopimøblerne.

- Vi er kun interesserede i at gøre det rigtige. Møblerne er sat på depot, og vi er i gang med at finde ud af, hvor vi står juridisk. Er der sket noget ulovligt, må det gøres lovligt hurtigst muligt, siger Peter Lauritzen.

Umiddelbart tror han ikke, at sagen får konsekvenser for nogen i personalet, der alle har handlet i god tro.

- Det ser jeg ikke for mig, men i øjeblikket er vores første prioritet at få styr på den her sag, siger han.

 

Skriv en kommentar