Byrådet giver fuld opbakning til biblioteket i Lyngby

01-12-2010 af Anette Lerche
Byrådet i Lyngby-Taarbæk Kommune har nu officielt påtalt borgmester Søren P. Rasmussens ageren i plakatsagen i Lyngby.
- Jeg er ikke i tvivl om, at medarbejderne har følt et vist pres. Det skal være muligt at begå fejl, og det har borgmesteren gjort. Det er ikke så vigtigt at dunke borgmesteren oven i hovedet, men medarbejderne skal forstå, at de ikke skal pålægge sig selv censur. Der er kun en ting at sige, og det er, at borgmesteren skal tage ansvaret. Sådan formulerede viceborgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune, Simon Pihl Sørensen fra Socialdemokraterne sig til lokalavisen Det Grønne Område efter, at et flertal i kommunalbestyrelsen havde tildelt borgmesteren en næse.

Byrådet i Lyngby-Taarbæk har fået det fulde indblik i det, der er blevet til plakatsagen i Lyngby. En sag, hvor borgmester Søren P. Rasmussen (V) krævede, at biblioteket fjernede plakater i forbindelse med et debatarrangement om krigen i Afghanistan uden overhovedet at have taget sig tid til at se plakaterne. Samtidig blev omtalen af arrangementet også ændret på hjemmesiden.

Debatarrangementet blev afholdt. Men den politiske debat om sagen har raset siden. For hvad kan en borgmester egentlig tillade sig? Selv konstaterer borgmester Søren P. Rasmussen, at han har lært rigtig meget af denne sag. Og han udtrykker nu sin fulde tillid til biblioteket, om han også har sagt undskyld til.

Andre byrådsmedlemmer mener dog ikke, at undskyldningen helt er kommet. Den konservative gruppeformand Sofia Osmani siger:
- Vi kan alle lave fejl, men at man efterfølgende er så lukket er ikke i orden. Der er på intet tidspunkt noget med; "at jeg har handlet forkert, men kun at jeg er blevet misforstået". Det er fint med undskyldinger, men der mangler en undskyldning til de biblioteksansatte. Det er censur uanset, hvordan man pakker den ind.

Kun Venstre, Dansk Folkeparti og løsgængeren Jørn Moos bakkede ikke op om den kraftige kritik.

Læs hele artiklen om sagens afslutning i Det Grønne Område

Bibliotekspressen har skrevet adskillige artikler om sagen siden efterårsferien. Du kan finde dem her

Skriv en kommentar