Ikke flere penge til Københavns Hovedbibliotek

23-09-2010 af Sabrine Mønsted
Budgetforhandlingerne i Københavns Kommune endte med nul og nix til den ellers planlagte renovering af hovedbiblioteket. Tilbage står et ærgerligt personale.   

Det er ærgerligt, at en kulturinstitution, der får besøg af så mange mennesker hver eneste dag ikke bliver prioriteret, siger tillidsrepræsentant på Hovedbiblioteket i København Birthe Stuhr, men understreger, at personalet ikke er sådan at slå ud.

- Vi er ikke dybt nedbøjede. Vi har snart været ude for så meget og er vant til, at tingene går, som de går, men det ville være blevet fantastisk flot.

Efter planen skulle biblioteket være renoveret for 100 millioner kroner med blandt andet en glastilbygning med tagterrasse, gårdmiljø og et stort torv i underetagen.
Nu hedder budgettet altså i stedet ti millioner kroner, som biblioteket fik ved sidste års budgetforhandlinger, og som partierne på rådhuset på det tidspunkt gav til det, der skulle være første etape af renoveringen.

Nu starter vi med de 10 millioner til det mest pressende, hvilket er flere studie-pladser, lige som vi prioriterer at udvide cafeområdet, siger Birthe Stuhr.

Ingen forbedringer til personalet

De studerede er altså i første omgang dem, der får glæde af renoveringen. Til gengæld må de ansatte se langt efter forbedringer af deres arbejdsplads, der mildt sagt kan kaldes slidt.

- Der er ikke sket ret meget renovering siden 1993, hvor vi flyttede ind. Her er iskoldt om vinteren og tropevarme om sommeren, så det er da dybt frustrerende, at der ikke sker noget, siger Birthe Stuhr.


Biblioteket har vi jo

Det var under budgetforhandlingerne i midten af september, at pengene til biblioteket røg ud af budgettet. Kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev forlod forhandlingerne, før den endelige aftale kom på plads og har siden ytret utilfredshed med beslutningen til dagbladet Politiken.

- Jeg kunne hurtigt have pillet nogle af cykelstiprojekterne eller et prestigeprojekt som en brinttankstation ud, og så kunne jeg ret hurtigt være nået op på et beløb, der havde gjort, at vi kunne gå videre med projektet, siger hun til Politiken.

Overborgsmester Frank Jensen forsvarer i samme avis blandt andet beslutningen med, at hovedbiblioteket allerede står der i dag, hvorimod den multihal på Christianshavn, som i stedet løb med pengene, endnu ikke er opført.

Luftige løfter

Han siger endvidere: "Jeg synes, vi har et rigtig, rigtig flot bibliotek i krystalgade. Et smukt, smukt hovedbibliotek. Når man kommer ud i krogene, kan jeg godt se, at det skal renoveres, og det finder vi pengene til."
Til det er Birthe Stuhrs kommentar: Jeg ved ikke, om han overhovedet har været her. Og hun føler, at løftet om, at pengene nok skal findes på et tidspunkt, er meget luftigt.

- Overborgsmesteren taler om, at salget af Den Hvide Kødby kunne give penge til renovering af offentlige institutioner. Men der er ikke sat navne på den plan, så det er noget luftigt, siger hun og slutter, men vi arbejder videre, der er ikke andet for.

 

Kommentarer (1)

27. september 2010 kl. 13:05
Det er som altid bibliotekarenes arbejdsmiljø, der sættes i baggrunden. Det kan ikke være rigtigt, at kommunen ikke kan finde pengene til at behandle deres medarbejdere nogenlunde ordentlig.

Skriv en kommentar