Minister: Danskerne er bedre til it end vi tror

07-05-2010 af Tania Kejser
De årlige målinger af danskernes it-kompetencer skal laves om. Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen tror ikke på de tal der siger, at 40 procent af danskerne er it-analfabeter.

Kan den almindelige dansker vedhæfte et dokument, gå på nettet og sende en sms? Den slags kompetencer er, hvad det såkaldte it-barometer i fremtiden skal måle befolkningens it-kompetencer på. I hvert fald hvis det står til Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.

Det er it-barometeret der står bag den årlige rapport om danskerne it-færdigheder – og her man kan læse, at 40 procent af danskerne er, hvad der svarer til it-analfabeter.

- Vi måler i dag på nogle hypoteser om, hvad danskerne forestiller sig, de kan. Jeg synes, det er mere relevant at måle på, hvad danskerne reelt kan, og derfor vil jeg lave barometeret om, så vi måler på den konkrete anvendelse af it, siger Charlotte Sahl-Madsen til Computerworld.

Netop danskernes kunnen foran computeren er yderst relevant for regeringens målsætning om, at alle offentlige myndigheder i 2012 skal kunne kontaktes digitalt. Der er mange penge at spare, hvis flere danskere benytter sig af de muligheder, end tilfældet er i dag.

Til spørgsmålet om, om det nytter noget at lave målemetoden om, hvis man ønsker et andet resultat, siger ministeren til Computerworld.

- Vi er da pænt på vej, når man ser på, hvor meget danskerne i dag bruger internettet og sms-beskederne. Det betyder ikke, at jeg synes, at vi ikke skal være yderligere ambitiøse, men jeg synes, at det er relevant at måle på det, danskerne reelt gør, og hvordan de reelt bruger it.

Læs hele interviewet med Charlotte Sahl-Madsen her.

Kommentarer (2)

10. maj 2010 kl. 12:45
Må give konen ret, det er ikke rigtigt at så mange er så ringe til it. Nogle er men ikke 40% Det er skudt helt hen over hovedet. Og kan mennesker med en baggrund på DB mon udtale sig om dette emne. Næ, deres it kundskaber er temmelig begrænsede.
13. maj 2010 kl. 19:06
IT eller EDB kunnen er langt ringere end man ønsker og derfor tror. Men I kaqn jo spørge jer selv om i har en
1. Digital Signatur
2. Har i nogensidne udskiftet den Digitale Signatur?
3. Har I opgraderet jeres styresystem fra version x til version y?
4. Hvordan bemæmper man virus?

og sådan kan man blive ved. Der er ikke ret mange der slipper igennem her.

Skriv en kommentar