Naser Khader skal booste faggruppe

26-07-2010 af Henrik Hermann

Flere faggrupper har det svært. BITA, Bibliotekarer i Tværkulturelt Arbejde, er en af dem, men i september vil BITA samle medlemmerne til et arrangement med Naser Khader og hans kommende bog om dansk humor. Når grinene har lagt sig, skal et mere alvorligt emne diskuteres, nemlig: Hvordan styrker BITA sit samarbejde og netværk og sikrer fornyelse i en tid, hvor det er svært at få nye til at være aktive og stille op til arbejdet i bestyrelsen?

 

 

Danskerne er så sjove – det synes vi selv.

Sådan lyder titlen på kommende bog fra politikeren Naser Khader, som med sit oplæg om bogen skal samle medlemmer af faggruppen BITA til et fælles arrangement 30. september i Odense. Naser Khader vil blandt andet fortælle, at noget af det sværeste som udefra kommende i Danmark er den danske humor, ironi og slang.

Men arrangementet er ikke det bare sjov, for faggrupperne har det nemlig ikke altid hylende morsomt. Og BITA-medlemmerne skal efter Khaders ”show” mere alvorligt diskutere det fremtidige samarbejde i en tid med vigende interesse for at være aktiv i en faggruppe, især blandt de yngre.

- Vi håber at kunne samle mange med sådan et arrangement, for det er vigtigt, at vi får diskuteret, hvad vi skal fremover i BITA. Skal vi for eksempel satse mere på at netværke, siger bestyrelsesmedlem siden 2000 Berit Sandholdt Jacobsen, formidlingschef på Greve Bibliotekerne og tidligere medlem af Bibliotekarforbundets Hovedbestyrelse.

- Vi er nogle, der har siddet længe i bestyrelsen. Enkelte nye er kommet til, men de holder op igen, siger Berit Sandholdt Jacobsen.

Andre faggrupper end BITA har det svært. Eksempelvis har faggruppen LEDERFORUM nedlagt sig selv pr. 30 juni  i år.

Læs mere om BITA og om hele programmet for temadagen på Odense Centralbibliotek torsdag 30. september her.


Skriv en kommentar