Netlydbog.dk i en ny udgave

04-08-2010 af Tania Kejser
Den 2. august præsenterede Netlydbog.dk sig selv i en ny og mere brugervenlig version. Her er fokus på at give formidling og inspiration til brugerne, skriver konsortiet bag sitet i et nyhedsbrev.

Der er sket noget på Netlydbog.dk. Sitet, der ind til den 2. august bestod af et interimistisk design, har fået sig en tur gennem formidlingsmaskinen. Nu er der store billeder af bogforsider, hurtig inspiration til brugerne, og mulighed for, at brugerne selv kan anmelde, kommentere og rate bøgerne.

Den nye version af Netlydbog er blevet til med støtte fra Styrelsen for Bibliotek og Medier – og består i øjeblikket af 847 bøger. Det tal forventes at vokse til mere end 1000 inden nytår.

Desuden er der mulighed for det enkelte bibliotek for en mere dyb integration med Netlydbog.dk. Netlydbogsposterne ligger i DanBib og i TING-brønden. Det betyder, at alle biblioteker kan hente posterne ind i eget katalog, så netlydbøgerne kommer frem ved søgning, helt som alle andre typer materialer.

I løbet af efteråret lancerer Netlydbog.dk en funktion, som gør det muligt at anbefale brugeren at låne en netlydbog, hvis der for eksempel er mange reservationer på papirudgaven.

Konsortiet bag Netlydbog.dk består af bibliotekerne i København, Gentofte, Frederiksberg og Århus.

Skriv en kommentar