Netnyheder er den nye kaffepause

28-06-2010 af Tania Kejser
Få minutters pause fra arbejdet og samtalestof i kantinen, er netnyhedernes primære funktion, ifølge en undersøgelse fra Update under Danmarks Journalisthøjskole. Se et bud på, hvordan du designer nyheder, så de bliver samtaleemnet til næste frokost.

Netavisernes nyheder opdateres døgnet rundt, og er ifølge en undersøgelse fra den journalistiske efteruddannelse, Update, blevet til kontorfolkets nye kaffepause. Det skriver Kommunikationsforum.dk.

Netnyhederne giver således brugerne et pusterum fra arbejdet, og ikke mindst samtalestof til næste frokostpause – vel at mærke samtidig med, at man ser ud til at være koncentreret om arbejdet.

Det er brugere af jp.dk, hvis vaner, Update har undersøgt ved hjælp af interviews, tests og observationer.

En anden konklusion er, at en del brugere føler dårlig samvittighed ved at læse netnyheder – de er i tvivl om, om chefen synes, det er i orden at bruge tiden på det. Desuden føler mange, at de snyder sig selv undervejs. De fem minutter, der er gennemsnitstiden, den enkelte bruger på netnyheder, føles nemlig overfladisk. De færreste læser grundigt. I stedet for går tiden med at skimme og scrolle, og det føles utilfredsstillende, ifølge undersøgelsen.

Sådan får du læsere til din netnyhed
Skal dit biblioteks nyheder være blandt samtaleemnerne rundt på arbejdspladserne, giver undersøgelsen fra Update nogle gode råd til produktion af netnyheder:

- Brug billeder, helst nye og ikke dem, der ligger og støver i arkivet. Husk, at der skal være sammenhæng mellem tekst og billeder, ellers lider troværdigheden.

- Fang læseren i overskriften. Hvis du kan indbygge et paradoks, vækker det til nysgerrighed. Men husk stadig at have dækning for det i teksten.

- Lange artikler skræmmer folk væk. Brug i stedet flere indgange, fremhævede citater og faktabokse.

 Hele rapporten "Det tager kun fem minutter" her - men sæt længere tid end en kaffepause af til den.

Skriv en kommentar