Finsk forfatter tildeles Nordisk Råds Litteraturpris

30-03-2010 af Anette Lerche
Jussi Adler-Olsen modtog Læsernes bogpris den 25. marts, mens Nordisk Råds Litteraturpris uddeles til Sofi Oksanen til november.
Den finske forfatter Sofi Oksanen får Nordisk Råds Litteraturpris 2010 for værket Puhdistus.

Puhdistus er Sofi Oksanens tredje roman.

Fra bedømmelseskomitéens motivering lyder det:
'Sofi Oksanens roman Puhdistus (Udrensning) udspiller sig på to tidsplaner i Estland, men romanens temaer, kærlighed, svigt, magt og magtesløshed er tidløse. Med et sjældent præcist og rammende sprog beskriver Oksanen, hvad historien gør med det enkelte menneske og historiens tilstedeværelse i nuet.'

Litteraturprisen, som er på 350.000 danske kroner, bliver overrakt til Sofi Oksanen i begyndelsen af november 2010 i forbindelse med Nordisk Råds session i Reykjavik.

Nordisk Råds Litteraturpris er blevet uddelt siden 1962.

I Danmark er Læsernes bogpris blevet uddelt for 7. gang på Danmarks Biblioteksforenings årsmøde.

Det er Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende, der uddeler prisen, og det er læserne, der bestemmer, hvem der skal modtage den. I år pegede læserne på Jussi Adler-Oldsens "Flaskepost fra P", der er det tredje bind i serien om politikommissær Carl Mørck og hans assistent Assad.
 

Skriv en kommentar