Nyt navn løfter biblioteksuddannelse

19-05-2010 af Tania Kejser
Med sit nye navn ”Det Informationsvidenskabelige Akademi” ryster Danmarks Biblioteksskole støvet af sig. Akademiet skal stadig være den uddannelse i Danmark, som har den stærkeste tilknytning til bibliotekerne. Interview med rektor Per Hasle.
Per Hasle er rektor på Det Informationsvidenskabelige Akademi - tidligere Danmarks Biblioteksskole.
Foto: Jakob Boserup

Den tidligere professionshøjskole, Danmarks Biblioteksskole, tager  nu konsekvensen af, at uddannelsen har løftet sig til en akademisk disciplin. Med navnet ”Det Informationsvidenskabelige Akademi”, rykker man helt ind i det akademiske selskab. Det mener rektor Per Hasle.

- Det gamle hæderkronede navn er begyndt at bære præg af historiens støv. Vi er ikke længere en professionshøjskole, og det skal vi også vise i vores navn, siger Per Hasle.

Navnet er blevet til gennem en lang proces, hvor medarbejdere og konsulenter udefra har tænkt sig godt og grundigt om. Baggrunden for overhovedet at ændre navnet skyldes ikke mindst, at undersøgelser viser, at ordet ”bibliotek” ikke fænger hos unge.

- Vi har i flere år haft et vigende ansøgertal til skolen – det er ikke nogen hemmelighed. Når man ser det i sammenhæng med, at unge lukker ned, når de hører vores gamle navn, så var det på tide at ændre det. Med navnet ”Det informationsvidenskabelige Akademi” viser vi en større bredde i uddannelsen, og at vi tilbyder mange muligheder hos os. Desuden viser flere fokusgruppeinterviews, at unge i gymnasiet og HF tager godt imod navnet, siger Per Hasle.

I dag bliver godt halvdelen af kandidaterne fra uddannelsen ansat i bibliotekssektoren, den anden halvdel får job i staten eller i det private. Den profil har Per Hasle ikke tænkt sig at ændre på.

- Vi skal stadig have en stærk tilknytning til bibliotekssektoren – også forskningsmæssigt vil vi stadig være den uddannelse, der har den stærkeste profil i Danmark på det område. Vi havde faktisk nogen betænkelighed ved at opgive ordet ”bibliotek”. Men vi var nødt til at tage skridtet, for vi er ikke længere en professionshøjskole - dog har vi  fortsat en stærk tilknytning til sektoren, siger Per Hasle.

Fakta om navneskiftet
• Navnet bliver Det Informationsvidenskabelige Akademi som forkortes IVA

• Det engelske navn bliver Danish School of Library and Information Science

• Uddannelsen betegnes fremover uddannelse i informationsvidenskab og kulturformidling.

• Kandidaterne fra uddannelsen uddanner sig stadig til titlen bibliotekar db og cand.scient.bibl.

Skriv en kommentar