Palle fik 37.000 besøg på en måned

17-08-2010 af Tania Kejser
I går var der åbningsfest for Palles Gavebod på landets biblioteker. Indtil nu har gaveboden ligget som en demoversion, som langtfra alle biblioteker har taget til sig. Alligevel fandt 37.000 besøgende frem til sitet over en måned i sommerferien.

Fra den 13. juli til den 12. august har Palles Gavebod haft i alt 37.047 besøg. Små 70 procent har fundet gaveboden direkte, altså ved simpelt hen at taste adressen direkte ind i browseren. En lille femtedel er kommet derhen via Google, og så er der dem – 11 procent - der har fundet frem til Palle og hans venner gennem andre webmedier som for eksempel politiken.dk, bibliotek.kk.dk og aakb.dk

Statistikken, som Styrelsen for Bibliotek og Medier står bag, viser en voksende interesse for at besøge Palles Gavebod. Kurven over besøgende er støt stigende i løbet af den måned, statistikken er målt. Perioden begynder den 13. juli – 17. juli, hvor 2.255 unikke besøgende tjekker ind hos Palle. Og slutter med den 8. august til 12. august med små 6.000 besøgende.

Skriv en kommentar