IVA åbner dørene for Persuasive Design-konference

04-06-2010 af Anette Lerche
Det Informationsvidenskabelige Akademi arrangerer sammen med Oulu Universitet og Aalborg Universitet en stor international konference om Persuasive Design fra den 7. til og med den 9. juni.
 

Et af de forskningsområder, som Per Hasle, rektor på Det Informationsvidenskabelige Akademi (IVA), virkelig brænder for er Persuasive Design. Og nu har IVA i samarbejde med to andre universiteter fået stablet en international konference om emnet på benene. Konferencen bliver åbnet mandag den 7. juni af Kulturminister Per Stig Møller og varer til og med den 9. juni.

Persuasive Design er et forskningsfelt, der handler om motivation, overtalelse og holdningsændringer, og det er et felt, der er med til at belyse hvorfor netop et veltilrettelagt teknologisk design kan få os til at agere på en bestemt måde på nettet.

- Vi er på vej ind i en æra, hvor vi ser computere og anden interaktiv teknologi som kommunikation, siger Per Hasle.

- I Persuasive Technology udvikler vi både teori og praksis på samme tid for at bruge teknologien optimalt og for at fastholde en etisk dimension og udvikle kritisk sans, forklarer Per Hasle.

Læs mere på www.persuasive2010.org.

Skriv en kommentar