Plakaten var sober

19-10-2010 af Anette Lerche
Der var ingen stødende tekst på den plakat, der reklamerede for et debatarrangement i Afghanistan. Nu siger borgmesteren i Lyngby, at han aldrig har set den plakat, som han i et tidligere interview med Bibliotekspressen forklarede havde en stødende tekst.
Der var ikke nogen stødende tekst på den plakat, der reklamerede for et debatarrangement om krigen i Afghanistan. Alligevel blev den taget ned på grund af en henvendelse fra borgmesteren, der havde fået henvendelser fra flere stødte borgere. I går citerede Bibliotekspressen borgmester Søren P. Rasmussen (V) for, at der på plakaten stod:
»For hver kiste, der kommer hjem fra Afghanistan, falder danskernes støtte til krigen.«
Men der var altså ingen tekst af den ordlyd på plakaten. Bibliotekspressen kontaktede derfor igen Søren P. Rasmussen

Havde aldrig set plakaten
Har du set plakaten?
- Nej, jeg har ikke stået med plakaten eller pressemeddelelsen. Jeg blev kontaktet af en borger, der sagde, at det var for unuanceret.
Var det en eller flere borgere, der kontaktede dig?
- Det var en seks til syv stykker, der kom fra et bredt politisk spektrum.
Kendte du de borgere?
- Nej, men som borgmester taler jeg selvfølgelig med de borgere, der henvender sig. Og det, de havde et problem med, var, at kommunen tog politisk stilling til et politisk emne.

Holdt i hånd
Efterfølgende kontaktede Søren P. Rasmussen biblioteket via forvaltningsdirektøren.
- Jeg spurgte stille og roligt til, hvordan det her skulle forstås. Jeg ville høre, om der var tale om en for ensidig omtale. Jeg havde jo ikke selv set plakaten.
Nu, hvor du ved, at der ikke stod noget på den plakat, vil du så sige, at det var en fejl, at den blev taget ned?
- Ja, det må stå for deres egen regning. Jeg havde blot bedt om at få det tilrettet, hvis der var noget.
Er der noget, du fortryder i den her sag?
– Så skulle det være, at jeg ikke holdt dem i hånden og sad i en rundkreds og diskuterede sagen, jeg forventer jo, at medarbejderne er professionelle her i Lyngby Taarbæk Kommune og siger borgmesteren imod, hvis de ikke er enige. Så ved alle, hvad der er op og ned, inden man gør noget.

Der var ikke noget positivt om krigen
Det er ikke dig, som borgmester, der har overreageret?
- Mit personlige standpunkt er, at jeg er for krigen i Afghanistan, og jeg er glad for, at vi har et debatarrangement om emnet. Jeg er varm fortaler for ytringsfriheden, og jeg er ikke på nogen måde ude på at begrænse nogens frihedsgrader. Men vi skal kunne diskutere det, der bliver læst og skrevet, og jeg har ytringsfrihed til at spørge om det, der er skrevet er dækkende. Jeg har læst pressemeddelelsen for arrangementet, og der er ikke noget positivt om krigen i den. Den er for ensidig. Min holdning er, at man har fuld ytringsfrihed som privatperson, men man skal ikke blande det sammen med sin funktion som ansat i kommunen.

En overreaktion
Bibliotekspressen har forsøgt at få plakaten udleveret som dokumentation, men det har desværre ikke været muligt. Allerede i går kaldte kulturudvalgsformanden i Lyngby Taarbæk Kommune, Dorete Dandanell (SF) borgmesterens indgriben for en klar overreaktion, fordi plakaten efter hendes mening er fuldstændig sober.

Kommentarer (0)

Skriv en kommentar