Randers markedsfører sig med e-magasin

09-03-2010 af Anette Lerche
Randers Bibliotek har sendt et e-magasin på gaden. Det er det moderne bibliotek, der bliver præsenteret i tekst, lyd og levende billeder.
Med tilskud fra Styrelsen for Bibliotek og Medier har Randers Bibliotek skabt et e-magasin.

Forsiden er et stort billede af bibliotekets flagskib, nemlig en pink-bogbus, og på de følgende sider møder læseren alt fra bibliotekschef Inger Skamris til den lokale videobutik, der nu får konkurrence fra bibliotekets tilbud om download af film. Der bliver informeret om alle bibliotekets tilbud, men fokus er især på det moderne bibliotek, forklarer Dorte Rothmann, der er kommunikationskonsulent på Randers Bibliotek.
 
En overordnet strategi fra Randers Bibliotek er, at man skal tage ny teknologi til sig, og det har man altså her gjort med e-magasinet.
- Ved at lave magasinet kunne vi få nogle erfaringer og afprøve mediet, og vores oplevelse er, at det er et godt supplement, fordi det giver læseren en ekstra oplevelse med eksempelvis de levende billeder, forklarer Dorte Rothmann, der glæder sig over, at mange af de videoklip, der er produceret til e-magasinet også kan bruges på bibliotekets hjemmeside.

E-magasinet har efter få dage i de virtuelle rum haft omkring 1.000 besøgende, og biblioteket har modtaget positive reaktioner fra både brugere og andre biblioteksfolk. Forhåbningerne er, at både de brugere, der ikke kender alle biblioteks tilbud bliver klogere af at læse e-magasinet, og at e-magasinets format også appellerer til nogle af de ikke-brugere, der i dag aldrig benytter sig af de mange bibliotekstilbud i Randers.

Men for et enkelt bibliotek er de 50.000 kroner e-magsinet har kostet en tung post i budgettet, derfor forestiller Dorte Rothmann sig, at e-magasiner kunne blive gjort til nationale samarbejder – måske i stedet for nogle af de nationale magasiner, der har været tiltænkt print-mediet.

- Måske med et e-magasin, hvor 80 procent er fælles stof og så resten lokalt produceret, forestiller hun sig.
Styrelsen for Bibliotek og Medier har givet 50.000 kroner til projektet fra mar-kedsføringspuljen.

Kommentarer (1)

18. marts 2010 kl. 11:01
Godt sprog, humor og fantasi. Fortsæt med det og forny indholdet løbende, så skal det nok blive godt.

Man kommer næsten til at tænke tilbage til den tid, hvor lyrikere statistisk set var meget overrepræsenterede blandt bibliotekarfagets mandlige uddannelsessøgende ..

Skriv en kommentar