Wiki-Silkeborg viser at brugerinddragelse skal understøttes grundigt

05-03-2010 af Henrik Hermann

Inddragelse af brugerne med wikiteknologi og eksperimenter med videndemokratisering opstår ikke af sig selv, det skal i høj grad understøttes, er en af konklusionerne fra Silkeborg Bibliotekerne, der har arbejdet med genren. Hele tre former for barrierer skal overvindes: Teknologiske, sociale og kulturelle, skriver Claus Juhl Knudsen i en artikel på Del Din Viden. 7. april holder Silkeborg Bibliotekerne et seminar om erfaringerne med deres lokalhistoriske wiki.

 

Selve udgangspunktet for projektet med wikier i Silkeborg er et ønske om at få borgerne til at deltage aktivt i produktionen af den fælles, lokale historie.

- På bibliotekerne og arkiverne sidder vi med fagligheden til at strukturere, fremsøge og vurdere, men den dybe viden om bestemte aspekter af historien findes i højere grad hos den enkelte borger, foreninger eller grupper, skriver artiklens forfatter, Claus Juhl Knudsen, der er IT-arkivar på Silkeborg Bibliotekerne og stiller spørgsmålet:
- Hvorfor ikke lade historieskrivningen afspejle dette?

Til at understøtte projektet om en bredere og dybere brugerinddragelse har Silkeborg Bibliotekerne valgt at etablere webportalen Wiki Silkeborg, som bygger på programmet Mediawiki.

Men der er  forskellige barrierer for deltagelse, og en del af brugerne har tvivlens nådegave, blandt andet skriver Claus Juhl Knudsen herom:

- Mange føler som udgangspunkt, at deres emner er interessant, men tvivlen begynder at nage, når man skal til at offentliggøre dette: Er det nu også noget, andre har lyst til at læse om?

Læs hele artiklen om Silkeborgs erfaringer med brugerinddragelse og skriv kommentarer om projektet på Del Din Viden her.

 

Skriv en kommentar