Er 1. maj en vittighed?

02-05-2011 af Anette Lerche
AC-formand Erik Jylling er i et interview i Jyllandsposten citeret for at kalde 1. maj en vittighed. Nu har han i et åbent brev til alle AC-forbundenes formænd forklaret, hvordan og i hvilken sammenhæng udtalelsen faldt.
Den er god nok - formanden for Akademikernes Centralorganisation Erik Jylling kaldte i et interview i Jyllandsposten 1. maj for en vittighed. Udtalelsen er en personlig betragtning og ikke et udtryk for AC's officielle holdning, hvilket også fremgik af artiklen. Dog har Erik Jylling nu skrevet et brev til alle forbundsformændene i  AC for lige at forklare sin udtalelse ydeligere. 

For det er set i lyset af andre landes arbejdskamp, at han synes, at den nordeuropæiske 1. maj med sange om sult kan synes som en vittighed. Når nu arbejdere på mellemamerikanske plantager eksempelvis risikerer at blive myrdet.

I brevet kommer han også ind på hvilke udfordringer, han ser for fagbevægelsen i fremtiden. Her skriver han blandt andet om, at både en afskaffelse af efterlønnen og øget arbejdspres er faktorer, der vil blive bragt på bordet. Og her forventer han et mere offensivt AC til de næste overenskomstforhandlinger, fordi det er nødvendigt at få mere indflydelse på vilkårerne på fremtidens arbejdsmarked.
Akademikernes formand understreger også, at han synes, at begge parter ved forhandlingsbordet har ansvaret for en aftale. Ellers bringer man hele den danske model i fare, konkluderer formanden.

Kommentarer (1)

4. maj 2011 kl. 09:08
Ja 1. maj er en joke. Afskaf den og lad de røde faner komme på museum eller sy dem om til pudevår.
Det var en god ide for mange år siden, i dag er den kamp forlængst vundet og 1. maj skal ikke afholdes mere. Det er alligevel kun en drukfest, øl og pølser.

Skriv en kommentar