Støtte til medarbejderne på CSC

19-05-2011 af Sabrine Mønsted
BIbliotekarforbundet bakker fuldt op om de medarbejdere, der er ramt af konflikten i virksomheden CSC. Forbundet har udover en støtteerklæring valgt at yde fagforeningen Prosa økonomisk støtte. 
Medarbejderne på it-virksomheden CSC har været i direkte konflikt med ledelsen siden februar 2011.

Konflikten startede tilbage i 2009 i forbindelse med overenskomstforhandlinger. Efter udveksling af krav kom virksomheden pludselig med nye krav i 2010, der betød en reallønsforringelse på 30 procent for medarbejderne.

Ifølge fagforeningen Prosa var kravene ultimative. Selv ikke i forligsinstitutionen, hvor medarbejderne var villige til at give 5-10 procent indrømmelser, var CSC villige til at forhandle.

Prosa opfordrer andre fagforeninger til at støtte dem, da det er hele den danske aftalemodel, der er i spil.

Flere fagforbund har meldt sig på banene for at støtte medarbejderne blandt andet Konstruktørforeningen og FTF og nu også Bibliotekarforbundet.

Ifølge Bibliotekarforbundets chefjurist Karin V. Madsen arbejder seks bibliotekarer i virksomheden, og er på den måde involveret i konflikten.

Støtteerklæring

I støtteerklæringen fra BIbliotekarforbundet står:

"BIbliotekarforbundet ser med stor bekymring på den aktuelle konflikt på CSC og ønsker at give vores støtte og opbakning til medarbejderne på CSC - både dem der er direkte ramt af CSC's lockout og de medarbejdere, der arbejder videre under de nuværende forhold".Læs hele erklæringen

Om CSC

CSC er en it-virksomhed med 94.000 medarbejdere i 80 lande. Virksomheden har været i Danmark siden 1996, hvor de opkøbte Datacentralen. I dag løser CSC store opgaver for blandt andet staten.

Kommentarer (1)

24. maj 2011 kl. 17:19
"Prosa opfordrer andre fagforeninger til at støtte dem, da det er hele den danske aftalemodel, der er i spil.
Flere fagforbund har meldt sig på banen for at støtte medarbejderne blandt andet Konstruktørforeningen og FTF og nu også Bibliotekarforbundet."

Godt!

CSCs praksis med at flere nyansatte, der er kommet for at udføre lockoutede medarbejderes arbejdsopgaver, skulle DELE adgangskode til registre med personfølsomme oplysninger, højner (heller) ikke troværdigheden.

Et tidligere PROSA-medlem

Skriv en kommentar