DBC går fra fire til to ejere

29-08-2011 af Anette Lerche
DBC har købt Københavns Kommune og Gyldendal ud af ejerkredsen, som nu kun består af KL og Staten.
DBC har købt Gyldendal og Københavns Kommune ud af sin ejerkreds. Prisen for at slanke ejerkredsen lød på 16,3 millioner.

Frem over er de to hovedaktionære i DBC Staten (Kulturministeriet) og KL (Kommunernes Landsforening). Formålet med at forenkle ejerkredsen er i følge DBC at styrke indsatsen med at skabe digitale løsninger til bibliotekssektoren.

- I det hele taget skal den nye ejerstruktur styrke vores muligheder for en fokuseret indsats i forhold til bibliotekskunderne blandt andet med at omlægge traditionelle produkter til fremtidens informations- og infrastrukturservices, udviklet i en serviceorienteret arkitektur og open source, siger DBC's direktør Mogens Braband Jensen i en pressemeddelelse fra DBC om ændringerne i ejerkredsen.

DBC's organisation fortsætter uforandret, men på sigt forventer ledelsen en styrkelse af arbejdet med Danskernes Digitale Bibliotek.

Kommentarer (1)

2. september 2011 kl. 16:24
Er det her omtalte Danskernes Digitale Bibliotek, det samme som omtales i Del din viden med bogstaverne DDB?

Skriv en kommentar