Det Kongelige Bibliotek bøjer sig ikke

18-01-2011 af Anette Lerche
Kan den danske ytringsfrihed gradbøjes – eller kan den ikke?
 Det er det spørgsmål, som mange bibliotekarer i øjeblikket tvinges til at svare på, når bibliotekerne afholder arrangementer, som falder politikerne for brystet.

Senest er det Det Kongelige Bibliotek, der har oplevet politikernes modvilje mod, at biblioteket åbner dørene for foreninger eller personer med kontroversielle budskaber. Kulturminister Per Stig Møller (K) beder nemlig biblioteket genoverveje, hvorvidt biblioteket vil leje sine lokaler ud til et arrangement med Hizb-ut-Tahrir, der skal afholdes fredag den 21. januar 2011.

Omdrejningspunktet for stridighederne mellem politikere og biblioteker har hele tiden været den danske krigsindsats i både Afghanistan og Irak, og denne gang er det fordi, Hizb-ut-Tahrir angiveligt opfordrer til drab på danske soldater i Afghanistan.

I den forbindelse minder biblioteksdirektør Erland Kolding Nielsen i en pressemeddelelse om Voltaires udtalelse. ”Jeg er lodret uenig med dig i dine udtalelser, men jeg vil til min dødsdag forsvare din ret til at fremsætte dem?”

Og han påpeger, at så længe foreningen er lovlig, vurderer han, at biblioteket ikke kan undlade at leje lokalerne ud til den. Men Erland Kolding Nielsen har dog ladet sig påvirke så meget af den politiske modvind, at han understreger, at han da naturligvis følger udviklingen i sagen.

Sidste år var det Lyngby Taarbæk Bibliotek, der oplevede byens borgmesters modvilje mod et arrangement, fordi det gav taletid til både modstandere og tilhængere af den danske krigsindsats i Afghanistan.

Og for år tilbage kom Frederiksberg Bibliotek i modvind, da det lagde hus til en debat om offentligt ansattes ytringsfrihed, hvor en af paneldeltagerne var Frank Grevil. Han var med til at sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for den danske indsats i krigen i Irak, fordi han læggede hemmeligtstemplede dokumenter, der såede tvivl om, hvorvidt der var masseødelæggelsesvåben i Irak.

Skriv en kommentar