Digitale møder i Guldborgsund

15-03-2011 af Sabrine Mønsted
iPads og e-dagsordener erstatter papiret i Guldborgsund, der, som den første kommune i landet, gør møderne digitale. Biblioteket er klar til at blive en del af det.

- Du logger dig ind og efter to klik har du dagsordener og bilag, og kan se de andre mødedeltagers kommentarer til en sag, siger Nicolai Vedsted, direktionssekretær i Guldborgsund Kommune, om kommunens nye måde at holde møder på.

- Essensen er, at det skal være let.

Kommunen håber ud over at spare penge på papir og printere, at medarbejdere og ledere får et bedre overblik og et lettere arbejde, når de ikke skal sidde med hundredvis af sagsfremstillinger og bilag.

Tanken er også, ifølge kommunes admi-nistrerende direktør Ib Østergaard Rasmussen, at træne medarbejderne i at være digitale, så de bliver rustet til at hjælpe politikerne til at blive mere digi-tale med tiden.  I alt har kommunen købt cirka 100 iPads, der går på skift hos medarbejderne.

Guldborgsund Bibliotek er med på sidelinjen.
- Og hvis det viser sig at være anvendeligt, så kunne vi godt rulle det ud som et arbejdsredskab i stedet for blyant og papir, siger bibliotekschef Bente Nielsen. 
Indtil videre har biblioteket købt fem iPads, som går på skift.
I første omgang er målet, at medarbejderne bliver interesserede og fortrolige med teknologien. Ikke mindst fordi mange brugere ofte har den nyeste teknologi, siger Bente Nielsen.     

 

Skriv en kommentar