Kulturpolitik til debat på biblioteket

08-09-2011 af Anette Lerche
På Frederiksberg besluttede biblioteket sig for at bidrage til den demokratiske proces. Biblioteket inviterede 9 folketingskandidater, der alle sagde ja tak til at bruge halvanden time på biblioteket for at diskutere kulturpolitik.
Kulturen var på dagordenen, da Frederiksberg Hovedbibliotek inviterede politikere og borgere til vælgermøde onsdag den 7. september. Foto: Christian Juul Yssing, FKB

Frederiksberg Hovedbibliotek lagde onsdag den 7. september lokaler til en kulturpolitisk debat. Det var biblioteket, der tog initiativ til vælgermødet. Det var biblioteket, der inviterede politikerne, og det var biblioteket, der satte dagsordenen. Nemlig kulturpolitik i en krisetid.

9 kandidater fra hele det kulturpolitiske landskab sad i panelet, og Klaus Rothstein, der blandt andet er kendt som kommentator i Weekendavisen, var ordstyrer. Efterfølgende var der stor tilfredshed med arrangementet, både blandt politikerne og bibliotekets ansatte.

- Det var ikke svært at få fat i politikerne eller at få dem til at sige ja tak. Og det tog os heller ikke mere end en uge at få arrangeret mødet, forklarer kommunikationsmedarbejder Anette Thede på Frederiksberg Biblioteker.

- Vi vil som bibliotek gerne være det sted, hvor borgerne kan deltage i en demokratisk debat. Det er en naturlig forlængelse af vores position som et ikke kommercielt mødested. Vi har ikke taget stilling, og vi er neutrale, forklarer Anette Thede.

Kultur eller kloakker?
Der var et stort fremmøde til arrangementet, hvor mere end 70 vælgere havde valgt at bruge halvanden time i selskab med deres lokale kandidater. Og spørgsmålene fra salen var af blandet karakter.

En tilhører ville vide, om politikerne ville prioritere kloakker eller kultur. Selv var hun – efter en oversvømmet kælder – ikke i tvivl om, hvad der skulle prioriteres. En anden spørger efterlyste, at handicaptilgængeligheden blev prioriteret, og en enkelt tilhører ville høre, om der blandt nogle af partierne var planer om, at det fremover skulle koste penge at gå på biblioteket. Det mente ingen, mens der var noget uenighed om, hvor meget kulturen skulle prioriteres i en periode med krisetid. Både den konservative kandidat Jette Nøhr og Liberal Alliances kandidat Laura Lindahl slog hårdt på, at der simpelthen ikke var råd til at bruge flere penge på området, og stod det til Liberal Alliances kandidat, så skulle Kulturministeriet nedlægges.

På Frederiksberg Biblioteker er man meget tilfreds med vælgermødet.
- Det var os, der satte kulturen på dagsordnen, og nu gik det så godt, at vi har fået blod på tanden. Frederiksberg Biblioteker arrangerer mange debatmøder, men efter dette vælgermøde er det oplagt, at vi arbejder med vores nye erfaringer om at arrangere politiske vælgermøder og bruger de erfaringer for eksempel til næste kommunalvalg, siger Anette Thede.

 Se i øvrigt også billeder fra det valgmøde som Kolding Bibliotek arrangerede sammen med Jyske Vestkysten. Der var i følge biblioteket 200 fremmødte vælgere til dette arrangement. Se artiklen fra Jyske Vestkysten.

Skriv en kommentar