Kritik af prisaftale for e-bøger

04-10-2011 af Sabrine Mønsted
Folkebibliotekerne og forlagene Gyldendal og Lindhardt & Ringhof er blevet enige om en aftale for e-bøger fra 1. november. 18, 50 kroner bliver prisen for bibliotekerne pr. download for nye titler. Det er for dyrt, lyder det fra flere sider.

Formand for Bibliotekarforbundet, Pernille Drost, frygter konsekvensen kan blive, at bibliotekerne ikke har råd til at abonnere på tjenesten. Hun mener, forhandlingerne burde have ligget centralt hos Styrelsen for Bibliotek og Medier i stedet for hos de seks centralbiblioteker.

- Så ville vi havde fået en bedre aftale og mere generelle aftaler med forfatterforeningen og forlæggerforeningen frem for kun med to store forlag, siger Pernille Drost.

Hun fremsætter også sin kritik i BogMarkedet.

Dyre klik
Betalingen til forlagene i den nye aftale kommer til at ske med en såkaldt klikpris, og bibliotekerne kan opnå mængderabat ved mange klik på samme titel. Kommunernes Landsforening kom i foråret med kritik af den hidtidige økonomiske kompensation til forlagene for udlån af e-bøger. Ifølge nyhedsbrevet Søndag Aften vil KL kunne gentage deres kritik i forhold til den nye aftale.

I den nuværende aftale har stykprisen ligget på 16,70 kroner pr. download. Udgangspunktet for prisen i den nye aftale er altså højere end den hidtidige pris og vil lande på niveau med de hidtidige priser, hvis antallet af download fordobles.

Desuden er klikprisen i den nye aftale for eksempel heller ikke uafhængig af salgsprisen for den enkelte bog. Det betyder, at en e-bog i teorien kan blive solgt til en lavere pris på det kommercielle e-bogsmarked end til den klikpris, bibliotekerne skal betale for det enkelte download, skriver Søndag Aften.

Forlagsdirektør tilfreds
Bo Fristed, der er projektansvarlig for den styregruppe, der har stået for forhandlingerne med forlagene, skriver i en replik til Pernille Drost i BogMarkedet, at uanset hvilken aftale, der var blevet forhandlet på plads, ville den have mødt kritik, men at han er stolt af aftalen.

Tilfreds er også direktøren for forretningsudvikling hos Lindhardt og Ringhof. Han kalder i Jyllands Posten aftalen »til gavn for bogbranchen«.

- Bibliotekerne udfylder en vigtig rolle på det danske bogmarked, og derfor skal de være i stand til at udlåne e-bøger, siger han, men understreger, at det ikke må ødelægge det kommercielle marked. Han er for eksempel glad for, at lånetiden i den nye aftale blandt andet er 30 dage med mulighed for kun ét genlån. Derefter kan lånerne vælge at købe bogen på samme hjemmeside, hvor de har lånt den.

2000 nye titler
I det nye tilbud, som kommer til at være på en hjemmeside, der endnu ikke er offentliggjort, vil der ifølge koordinerende projektleder på »Folkebibliotekernes e-bogsprojekt«, Susanne Iversen, være op mod 2.000 titler af nye aktuelle e-bøger.

De to e-bogsløsninger e-Bib.dk og eBogsBibliotek.dk bliver nedlagt ved årsskiftet.

Læs mere om den nye prismodel her

Se Pernille Drosts udtalelser i BogMarkedet

Læs om forhandlingerne om e-bøgerne i Perspektiv nr. 8

Kommentarer (1)

6. oktober 2011 kl. 16:24
Bøger har en mestsælgende periode på 3-4 måneder. Hvis Bibliotekerne e-udlåner i den periode vil det måske, måske gøre ondt i forlagenes økonomi (men forfatterne vil næppe lide skade, for pr er pr er pr).
Så hvis man efter denne periode udlåner med afgift, vil forlagene ikke have noget at klage over.
Men hvor stor afgift?
At nedhente en bog svarer til at tage en bog ned fra hylden og kigge i den. Hvor mange bøger der bliver taget ned fra hylden, bliver rent faktisk udlånt og hvor mange af de lånte bøger bliver læst, når det kommer til stykket?
En flad femmer burde være prisen.

Skriv en kommentar