Kulturministeren kalder besparelser for en skam

02-11-2011 af Anette Lerche
Kulturminister Uffe Elbæk (R) kan godt forstå, at kommunerne kan være tvunget til besparelser. Samtidig noterer han sig, at der er kommuner, der trods økonomisk krise vælger at prioritere biblioteksområdet og tilføre det flere ressourcer på næste års budget.
60 procent af landets kommuner sparer, i følge en undersøgelse foretaget af Danmarks Biblioteksforening, på bibliotekerne næste år. Den udvikling kommenterer kulturminister Uffe Elbæk (R) i Politiken.
- Biblioteket er vor tids forsamlingshus og en demokratisk livsnerve for samfundet. Det spiller en helt central rolle i kulturlivet for os alle sammen. Derfor er det en skam, at kommunerne nedprioriterer dem. Har man først lagt bibliotekerne ned, er det svært at rejse dem igen, siger han.
Samtidig siger ministeren, at han har forståelse for, at kommunerne er pressede økonomisk og kan være tvunget til at spare.

Nogle få prioriterer bibliotekerne
Over for Politiken peger han dog på, at der findes nogle få kommuner i Danmark, der i stedet for at spare har valgt at prioritere netop bibliotekerne trods den økonomiske krise.
Det drejer sig for eksempel om Odsherred Kommune, hvor formanden for Danmarks Biblioteksforening, Vagn Ytte Larsen, er medlem af byrådet valgt ind for Socialdemokraterne.


Skriv en kommentar