Musikbibliotek bag flashmob

06-10-2011 af Sabrine Mønsted
En gruppe unge stimler sammen med slips om hovedet og luftguitar til lyden af AC/DC’s Thunderstruck. To minutter efter er gruppen opløst, som om intet var hændt. Konceptet hedder ”flashmob” og er sat i scene af Roskilde Musikbibliotek og spillestedet Gimle.

Årsagen til det hittepåsomme PR-stunt er, at musikbiblioteket og musikstedet Gimle har etableret et samarbejde, og flashmob’en var et alternativ til at sende en pressemeddelelse til de lokale medier om det nye samarbejde.

- Vi ville i stedet overraske folk og skabe en wow-effekt, så vi fik fortalt om samarbejdet på en måde, der gjorde historien værd og sjov at fortælle, siger Caroline Stokholm Clemmensen, der er udannet i performance design og fik ideen til det, hun kalder ”Rockmob’en”, fordi de unge spillede rockmusik på gågaden i Roskilde.

Biblioteket ud af bygningen
- Tanken er også at vise biblioteket som andet end bøger. Vi er så meget andet, videndeling af lydfiler, kulturelle arrangementer, filmvisninger og så videre. Det er en konstant udfordring at få integreret biblioteket i det offentlige rum, siger hun.

Og netop samarbejdet med Gimle skal give biblioteket en mere udadvendt rolle. På musikbibliotekets lille scene skal der spilles minikoncerter med to til tre numre fra aftenens koncerter i Gimle som små appetitvækkere, og der skal være skattejagter på musikbiblioteket, hvor brugerne kan finde koncertbilletter gemt i materialerne, og det skal være muligt at møde artisterne til en snak.


Hvad er en flashmob?

En gruppe mennesker, der dukker op på samme tid og sted og pludselig gør det samme, som at stå stille, danse eller som i Roskilde spille luftguitar og bagefter gå hver til sit.

Se et videoklip fra Rockmob’en her

Kommentarer (2)

11. oktober 2011 kl. 14:59
Lille rettelse: Nummeret hedder altså Thunderstruck
12. oktober 2011 kl. 09:55
Du har helt ret, nummeret er rettet. Tak.

Skriv en kommentar