Nordiske biblioteksforeninger: E-bøger vores største udfordring

29-06-2011 af Sabrine Mønsted
Direktørerne for de fem nordiske biblioteksforeninger er enige om, at den største udfordring de kommende år er at finde en løsning for de digitale materialer.
- Der skal findes en ny forretningsmodel for e-bøger og andet digitalt materiale. Det er for dyrt i dag, hvor det koster 22 kroner for bibliotekerne, hver gang du downloader en e-bog, sagde Michel Steen Hansen på konferencen Next Library, hvor de fem direktører var sat i stævne.

Mere indflydelse i dag
Formanden for Danmarks Forskningsbiblioteksforening, Michael Cotta-Schønberg, spurgte organisationerne, hvor meget politisk indflydelse de har i dag.

- Vi har de senere år fået større indflydelse, hvor mange af vores ideer er blevet til virkelighed, svarede Inger Eddebro Sikström, direktør for Sveriges Biblioteksforening.

Også den norske og islandske direktør mente, at indflydelsen i dag er større end tidligere.

- Kulturministeren inviterede os for nylig ind for at diskutere paragrafferne i den nye bibliotekslov, før den skulle vedtages. Det ville ikke være sket for 10 år siden, sagde den norske direktør Hege Newth Nouri. 

I  Danmark har kommunalreformen gjort det sværere at få indflydelse, fordi der er færre politikere.
 
- Det kræver, at vi finder nye veje for at få bibliotekerne på den politiske agenda, sagde direktøren for Danmarks Biblioteksforening, Michel Steen Hansen.

Skriv en kommentar