Nye ideer til Det Digitale Bibliotek

24-03-2011 af Henrik Hermann
Hvordan kan brugerne opnå en merværdi af et fælles, nationalt digitalt bibliotekstilbud, og hvordan kan vi få danskerne til at bruge det digitale bibliotek? Det er nogle af de store spørgsmål, som skal besvares inden beslutningen om at iværksætte Danskernes Digitale Bibliotek træffes rent politisk – formentlig inden sommerferien. 23. marts kom næsten  30 nye ideer og projektforslag på banen på en idérig dag i et musikhus i København.

Tirsdag 23. marts afviklede Koordinationsgruppen for netmedier under Styrelsen for Bibliotek og Medier en idé og projektudviklingsdag om Danskernes Digitale Bibliotek i Mogens Dahls Koncerthus på Islands Brygge. Et af de vigtigste elementer i dagen, der havde 130 deltagere, var at alle havde mulighed for at foreslå nye ideer. Deltagerne var selv ”stjernerne” og skulle frem i skoene og fremføre – eller som det hed på nudansk: pitche - deres ideer foran et panel og et publikum. I alt blev der ”pitchet” godt 30 ideer.

3 testpaneler med hver tre deltagere lagde ører til de godt 30 præsentationer af ideer eller mere konkrete projektforslag, ligesom panelets deltagere ”skød tilbage” og kom med forslag til vider udvikling.

Et oplæg fra Esbjerg Bibliotekerne lød for eksempel på fænomenet augmented reality – som populært kan forlklares med, at der ”lægges et datalag” oven på det, man ser på skærmen på blandt andet en smartphone. Så kan brugerne eksempelvis i området med faglitteratur få ekstra oplysninger vist på telefonen. Og, måske mere grænseoverskridende, få tilført oplysninger om bibliotekaren ved at rette telefonen mod hende/ham – så brugeren på sin smartphone kan få noget at vide om bibliotekarens kompetencer.

Et oplæg fra Gladsaxe lød på at arbejde med det digitale materialevalg og skabe relationer. Altså at arbejde lige så meget med de digitale materialer, som der nu arbejdes med udvælgelse og præsentation af de fysiske materialer. Udtrykket trimning af de digitale ydelser blev også brugt, formålet er igen at gøre det så effektivt så muligt for brugerne at bruge de digitale informationer. En proaktiv præsentation af de digitale ydelser frem for en reaktiv opbevaring. 

Søg om projektstøtte
Og hvad skal der nu ske efter den idérige dag?

- Vi går nu i gang med at evaluere på dagen og gennemgå de idéer, der blev præsenteret. Det var mange gode oplæg og en god dynamik, siger koordinator for Danskernes Digitale Bibliotek, Michael Anker fra Styrelsen for Bibliotek og Medier.

Michael Anker gør også opmærksom på, at det er muligt at søge tilskud til projekterne nu. For med idéudviklingsdagen skød Koordinationsgruppen også årets første ansøgningsrunde i gang. Koordinationsgruppen gennemfører i 2011 fire ansøgningsrunder, hvor der kan søges om tilskud til projekter, der kan bidrage til udvikling af bibliotekernes digitale services. Første ansøgningsfrist er torsdag den 28. april.

- Formålet med dagen har også været at starte en modningsproces, for når deltagerne får positiv feedback fra et panel på deres ideer, så bliver ansøgningerne bedre, siger Michael Anker.

Jazz og 1001 fortællinger
Dagen blev i øvrigt indledt med jazzmusik og rundtur i et projektgalleri med en snes forskellige projekter lige fra 1001 fortællinger, som er Kulturarvsstyrelsens brugerinddragende website over Roskildes Ageforce, som er et viden- og interessefællesskab for borgere over 50 år til Demoteket, hvor unge kan indsende værker (demoer) i form af musik, litteratur eller film.

I de tre testpaneler sad følgende faglige personligheder. Panel 1: Nanna Friis fra Kraftwerket, Sara Jørgensen fra Herning Bibliotekerne og Jens Steen Andersen fra Hovedbiblioteket i København. Panel 2: Tobias Godlonoff fra DR kulturarv, Bodil Have fra Aalborg Bibliotekerne og Peter Thomsen fra Odense Bibliotek. Panel 3: Charlotte Hansen fra Kulturarvsstyrelsen, Charlotte C. Pedersen fra Middelfart Bibliotek og Bo Fristed fra Aarhus Bibliotek og Borgerservice.

Når ideerne eller projekterne fra idéudvklingsdagen er blevet beskrevet vil du kunne læse mere om dem hos Styrelsen for Bibliotek og medier, hvor du kan læse mere om udviklingsdagen og projektstøtte her.

Skriv en kommentar