Stor tilfredshed med folkebibliotekerne

Hele 94 procent af brugerne oplever, at de får den hjælp, de har brug for, på deres lokale folkebibliotek, og de allerfleste er glade for at opholde sig på biblioteket. En ny undersøgelse viser stor brugertilfredshed på de danske folkebiblioteker.
Brugerne føler sig godt modtaget på de danske folkebiblioteker. Arkivfoto: Jakob Boserup
Personalet på de danske folkebiblioteker kan roligt give hinanden et ordentligt klap på skulderen. De gør det nemlig rigtig godt i hverdagens møde med brugerne. 

Det viser resultatet af en ny omfattende undersøgelse foretaget af landets centralbiblioteker i samarbejde med Rambøll. Mere end 13.000 brugere fordelt på 116 folkebiblioteker er blevet spurgt ud om deres biblioteksvaner, tilfredshed og kendskab til bibliotekernes brede vifte af tilbud.

91 procent af brugerne mener, at personalet både er synligt og opmærksomt på deres lokale bibliotek, og de allerfleste er glade for at opholde sig på biblioteket.

- Bibliotekerne kan være stolte af resultatet, der viser en meget høj tilfredshed. Brugerne opfatter bibliotekerne som et rart sted at være, og imponerende mange vil anbefale deres lokale bibliotek til andre, siger Jens Thorhauge, direktør i Styrelsen for Bibliotek og Medier, i en pressemeddelse.

Mangler kendskab til digitale muligheder
Undersøgelsen peger dog også på, at der ligger en stor udfordring i at gøre en bredere gruppe af brugere opmærksomme på bibliotekernes meget forskelligartede tilbud.

For kun omkring halvdelen af brugerne kender til mulighederne for at benytte sig af bibliotekernes tilbud om download af e-bøger, spil og musik.

Undersøgelsen viser også, at brugerne deler sig op i to hovedgrupper: Storbrugere og lånere. Mens førstnævnte gruppe ofte benytter sig af en bred vifte af bibliotekets tilbud, udgør gruppen af lånere, der generelt kun kommer på biblioteket for at låne bøger, hele 81 procent af det samlede antal brugere.


De mange interessante resultater af undersøgelsen kan studeres i oversigtsform her

Se alle resultater fra undersøgelsen i tabeller her

Skriv en kommentar