Tilbage efter fire måneders lockout fra CSC

28-06-2011 af Sabrine Mønsted
Konflikten mellem it-virksomheden CSC og Fagforeningen Prosa er slut. De 500 ansatte er tilbage på arbejde uden tryghedsaftale og tillidsrepræsentanter og til en lavere løn.

Agnes Nytoft kom mandag tilbage til sit job efter at have været lockoutet i over fire måneder. Hun er oprindeligt uddannet bibliotekar, men arbejder som konsulent i CSC med opgaver for Skat.

- Det var en mærkelig fornemmelse at komme tilbage. Vi stod i en lang kø for at få udleveret vores ting og måtte vente på et nyt log in til vores computere, siger Agnes Nytoft, der er en af seks CSC-ansatte, der er mellem af både Prosa og Bibliotekarforbundet.

I hendes afdeling er hun den eneste, der har været lockoutet. Selv om der allerede ligger opgaver på hendes bord, og hun snart er tilbage i arbejdsrutinen, kommer der til at gå lang tid, før hun mentalt kommer sig over den lange konflikt, hvor hun var forment adgang til sin arbejdsplads.

Få jeres job tilbage

Konflikten har været et resultat af, at CSC og Prosa gennem hele to år forsøgte at blive enige om en ny overenskomst. I februar 2011 eskalerede konflikten, og 120 medarbejdere blev lockoutet. Den 1. juni 2011 indledte 330 ansatte en strejke.

Torsdag den 23. juni frigjorde Arbejdsretten CSC fra overenskomsten med Prosa med den begrundelse, at konflikten havde varet længe og været omfattende.
Efter dommen sagde den administrerende direktør i CSC Carsten Lind, ifølge Jyllands Posten, at de ansatte, som ville møde ind mandag og dermed stoppe konflikten, ville få deres job tilbage.

Overenskomst med HK

De 120 lockoutede og 330 strejkende fik alle et brev med tilbud om en ny overenskomst, der som minimum svarer til it-overenskomsten mellem Dansk Erhverv og HK/Privat.
Medlemmerne afblæste strejken og er altså nu tilbage på arbejde med en lavere løn, ingen tryghedsaftale og ingen tillidsrepræsentanter fra Prosa. Deres overenskomst med Prosa løber dog syv måneder endnu.

Næstformand i Prosa Hanne Lykke Jespersen, siger til Jyllands Posten, at fagforeningen og de ansatte var oppe i mod »giganter i erhvervslivet, og det ville have krævet en meget stor kamp, at forsætte strejken, som Prosa medlemmer ikke er klar til nu.«

Læs mere om perspektiverne af konflikten i næste nummer af Perspektiv i artiklen:

Du skal ikke komme tilbage i morgen

Skriv en kommentar