Bibliotekssystem skal i udbud

11-01-2012 af Sabrine Mønsted
Ønsket om et mere effektivt bibliotekssystem får nu et stort antal biblioteker til at gå sammen og se sig om efter bedre tilbud. 
Mere udvikling og mere indflydelse. Det er ønskerne, når bibliotekerne i fællesskab sender bibliotekssystemet i udbud i 2012.
- Vi kunne godt tænke os et system, der bliver opdateret flere gange om året og er mere kundedrevet, så bibliotekerne selv har mere indflydelse på, hvad der bliver udviklet på og hvornår, siger projektleder Per Kjær, der har ansvar for at sammenstykke de faglige krav i udbudsmaterialet.

Skal frigive ressourcer
Økonomien er ikke afgørende, men spiller dog en rolle for, at bibliotekerne vil sende systemet i udbud.
- Flere har haft en oplevelse af at betale for den samme udvikling flere gange, siger Per Kjær.
Håbet er også, at når udviklingen sker mere centralt, vil det frigive ressourcer på de enkelte biblioteker.

Kulturstyrelsen og Kombits (Kommunernes it-selskab) står bag bibliotekerne med input til at strikke udbuddet sammen. Forløbet starter i februar, og efter sommerferien regner Per Kjær med, at kravspecifikationerne er klar til at blive sendt ud.

Læs mere om udbuddet: http://bibudbud.dk/
Se de kommuner der er med i udbuddet: http://kort.bibudbud.dk/

Skriv en kommentar